HDZ fastholder dominans i Kroatien med valgsejr uden flertal

18. APR 2024 • 04:41UDLAND

Andrej Plenkovic erklærer sit parti, HDZ, for vinder af kroatisk parlamentsvalg. Partiet får dog ikke flertal.

Kroatien kan godt begynde at forberede sig på fire år mere med HDZ som det største parti i landets parlament.

Med 97,78 procent af stemmerne talt op står partiet til at få 60 mandater i det 151 mandater store parlament efter valget, som fandt sted onsdag.

Landets premierminister, Andrej Plenkovic, som også står i spidsen for HDZ, skriver på det sociale medie X, at hans parti har "vundet valget for tredje gang i træk".

- Tak til vores medborgere for tilliden. skriver Plenkovic på X.

- HDZ vandt parlamentsvalget for tredje gang i træk. Fra i morgen arbejde vi på at samle et parlamentarisk flertal, så vi kan danne en regering.

Selv om HDZ holder fast i posten som parlamentets største parti, er der med de 60 mandater tale om en tilbagegang for Plenkovic.

SDP - Kroatiens socialdemokratiske parti - ser ud til at få 42 mandater.

Partiets leder, Pedja Grbin, erkender over for nyhedsbureauet Reuters, at han er skuffet over valgets udfald, men understreger, at håbet endnu ikke er ude.

- Flere dage, uger, ja måske endda måneder venter måske ude i fremtiden med forhandlinger, og de skal gøre Kroatien til et bedre sted. Vi begynder forhandlingerne i morgen, siger han.

Det tredjestørste parti ser ud til at blive højrefløjspartiet Domovinski Pokret, som får 14 mandater.

HDZ har domineret landet siden Jugoslaviens opløsning i 1991.

Dermed har det både ført landet gennem et enormt turismeboom samt overgangen til euroen.

For øjeblikket kæmper landet dog med blandt andet korruption og den højeste inflation i eurozonen.

Derudover er landet med en gennemsnitlig månedsløn på 1240 euro - omkring 9200 kroner - blandt de fattigste i EU.

I år har valgdeltagelsen været højere end ved det foregående valg i 2020, hvor bare 46,4 procent stemte.

I år ser det klokken 04.30 ud til at 62,3 procent har stemt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU