Hamas vil aflevere våben hvis Israel godkender aftale
Natten til fredag annoncerede Donald Trump aftale om afvæbning af Hamas. Israel har ikke kommenteret aftalen.
Hamas vil først gennemføre en aftale om den militante gruppes våben, når Israel godkender aftalen.Det siger Ghazi Hamad, der er en del af Hamas' hold af forhandlere, til Reuters.
Aftalen indebærer en gradvis afvæbning af Hamas og andre væbnede grupper i Gaza.
Når aftalen er godkendt af begge parter, skal Israel begynde gennemførelsen af aftalens "første fase", lyder det videre fra Ghazi Hamad ifølge Reuters.
Israel har på nuværende tidspunkt ikke kommenteret aftalen.
Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, natten til fredag har annonceret en aftale i fredsrådet "Board of Peace".
Efterfølgende bekræftede unavngivne embedsmænd fra Hamas, at der var indgået en sådan aftale.
- Der er indgået en aftale omkring spørgsmålet om våben.
- Derudover er der indgået en aftale om en gradvis tilbagetrækning fra Gazastriben, sagde en af embedsmændene til AFP.
Embedsmanden henviste ifølge nyhedsbureauet til de israelske styrker, der i øjeblikket befinder sig inde i Gaza.
Natten til fredag lød det fra den unavngivne embedsmand, at "Board of Peace" sammen med mæglerne vil sikre, at Israel overholder sine forpligtelser i henhold til aftalen.
Ifølge Donald Trump er det Egypten, Qatar og Tyrkiet, der har fungeret som mæglere.
Ghazi Hamad, der har forhandlet for Hamas, udtalte natten til fredag, at en palæstinensisk komité skal stå for at registrere og opbevare Hamas' våben.
- Israel vil ikke blande sig i spørgsmålet om afvæbning. Komitéen vil være den eneste instans, der vil få den opgave, sagde han til AFP.
Komitéen blev etableret som del af Donald Trumps 20-punktsplan for fred i Gaza.
Selv om Israel endnu ikke har kommenteret aftalen, begyndte de første rygter om en mulig aftale om afvæbning af Hamas at svirre torsdag.
En unavngiven israelsk embedsmand sagde blandt andet til The Times of Israel, at planen, der var på bordet, ikke imødekom Israels krav.
- Der vil ikke ske nogen tilbagetrækning af israelsk militær fra den gule linje i Gaza, før Hamas er afvæbnet, og området er fuldstændig demilitariseret, sagde embedsmanden til mediet.
RITZAU
