Forskere identificerer ny abeart i nationalpark i DR Congo

UDLAND16. JUL 2026 • 18:31

Forskere har brugt flere år på at finde og studere en abe, der nu officielt er blevet identificeret.

Forskere har identificeret en ny abeart med lyse orange læber og et sort ansigt i en skov i DR Congo.

Det skriver det britiske medie BBC.

Aben er blevet set og fotograferet højt oppe i en trætop i den tætte skov i nationalparken Lomami.

Lokale har døbt arten Likweli, mens forskerne, der har identificeret den, har givet den det latinske navn colobus congoensis.

I 2008 var der første gang meldinger om, at aben var set i nationalparken. men da lykkedes det ikke at få et billede af den.

Efter at den var blevet set igen for ti år siden, satte et internationalt forskerhold sig for at finde og studere aben, der nu har vist sig at være en hidtil ukendt art.

Det er blot den femte nye afrikanske abeart, der er blevet opdaget inden for de seneste 75 år, skriver BBC.

Forskerne har fået udgivet deres fund i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.

Likweli er en colobusabe, der er en afrikansk abetype, som blandt andet er kendetegnet ved, at den ikke har tommelfingre.

At opdage en ny art i videnskabelig forstand betyder, at man officielt skal registrere og bekræfte, at arten er genetisk særskilt.

Nogle lokale kendte allerede til aben og har fundet på navnet Likweli.

Junior Amboko, der er ph.d.-studerende på Florida Atlantic University i USA, var med til at opdage aben.

Han siger til BBC, at aberne er lidt generte og ofte gemmer sig i trætoppene.

- Som en del af vores forskning interviewede vi personer fra 52 landsbyer tæt på, hvor dyrene bor. Kun personer fra otte landsbyer havde nogensinde set dem, siger han.

Aberne har et særpræget brøl, og ifølge Junior Amboko kan man ofte høre aberne uden at kunne se dem.

Forskerne mener, at aberne er sjældne og kun findes i en del af skoven, hvor de kan finde de bosteder og den mad, de har brug for.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT