Fire bjergbestigere er fundet døde - seks savnes fortsat

UDLAND31. JUL 2026 • 16:05

Den kendte bjergbestiger Nirmal Purja er blandt de savnede, efter at en lavine torsdag ramte Broad Peak.

Ligene af fire bjergbestigere er fredag blevet fundet på bjerget Broad Peak. Seks personer er fortsat savnet.

Det oplyser pakistanske myndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der har ikke været kontakt med de ti bjergbestigere siden torsdag middag lokal tid, hvor en lavine ramte bjerget.

En af de savnede er den kendte nepalesiske bjergbestiger Nirmal Purja.

Han er kendt for tilbage i 2019 at have besteget verdens 14 højeste bjerge over en periode på lidt over seks måneder.

Bedriften er dokumenteret i Netflix-dokumentaren "14 Peaks: Nothing Is Impossible" fra 2021.

De fire lig er endnu ikke blevet bjærget. Pakistanske myndigheder har heller ikke givet nærmere oplysninger om de dødes identitet.

Fredagens eftersøgning har fokuseret på et "afsidesliggende og vanskeligt område", siger Sajid Hussain, der er vicedirektør for turismeafdelingen i den pakistanske region Gilgit-Baltistan, til Reuters.

Ekspeditionen består af bjergbestigere fra Nepal, Pakistan, Oman, USA og Kina.

Ifølge organisationen The Alpine Club of Pakistan indgår to redningshelikoptere fra den pakistanske hærs luftvåben i eftersøgningen.

- Vi bevarer håbet om, at de savnede bjergbestigere bliver reddet i god behold, lyder det fra organisationen ifølge Reuters.

Bjerget Broad Peak er med sine 8047 meter det 12. højeste bjerg i verden. Det ligger i Karakoram-kæden mellem Pakistan og Kina.

De kinesiske myndigheder er også ved at undersøge situationen og indsamle informationer. Det siger Mao Ning, talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, fredag på et pressemøde.

Videre lyder det, at Kina "er villige til at yde hjælp", hvis de pakistanske myndigheder har behov for det.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT