Eksplosion sårer flere i Colombia - få dage inden indsættelse
Seks dage inden at Colombia får en ny præsident, detonerede eksplosiver lørdag i byen Cúcuta.
Mindst 11 mennesker blev lørdag såret, da eksplosiver, der befandt sig i et køretøj, detonerede ved en politistation i den colombianske by Cúcuta.Eksplosionen skete, seks dage inden at Abelardo de la Espriella, der vandt præsidentvalget i Colombia i juni, bliver indsat på posten.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge George Quintero, som er sikkerhedsminister i departementet Norte de Santander - der har Cúcuta som hovedstad - blev otte politibetjente og tre civile såret.
- Dette var en grusom, voldelig handling, og det, der skete, er beklageligt, har Quintero udtalt til journalister.
Cúcuta ligger i den nordlige del af landet. På stedet så AFP-journalister køretøjet være i flammer og bygningsfacader, der var ødelagte. Det er uvist, hvem der står bag hændelsen.
Indsættelsen af Abelardo de la Espriella finder sted 7. august i byen Santiago de Cali i det vestlige Colombia.
Han har lørdag fordømt hændelsen i Cúcuta.
- Jeg fordømmer på det kraftigste det kujonagtige terrorangreb, der blev udført i Cúcuta mod vores nationale politi.
- Terrorisme vil ikke intimidere Colombia eller ødelægge colombianernes beslutsomhed om at leve i fred og sikkerhed, skriver Espriella på det sociale medie X ifølge AFP.
Han overtager præsidentposten efter Gustavo Petro, landets første og hidtil eneste venstreorienterede præsident.
Imens tilhører Espriella den yderliggående højrefløj i Colombia.
Han har lovet at intensivere kampen mod guerillagrupper og andre fraktioner, der handler med narko.
Colombia er verdens største producent af kokain.
For at nå sine mål planlægger De la Espriella at skabe en militær alliance med USA og Israel.
Abelardo de la Espriella er stor beundrer af USA's præsident, Donald Trump.
Den kommende præsident lovede inden valget et tæt forhold til USA, og det bliver "som aldrig før", hvis han vandt, lød det.
Donald Trump havde i juni samtidig givet sin "fulde og totale opbakning" til Espriella.
Præsidentindsættelser afholdes traditionelt i kongresbygningen i Bogotá, men Espriella anmodede om, at ceremonien altså blev flyttet til Santiago de Cali.
Området er plaget af sammenstød mellem narkohandlende bander og guerillagrupper, skriver AFP.
RITZAU
