Demokraternes venstrefløj sejrer i Michigans primærvalg

UDLAND5. AUG 2026 • 19:32

Valgvinder i Michigan går ind for universel sygeforsikring. Han skal i november forsøge at komme i Senatet.

Abdul El-Sayed har onsdag vundet Demokraternes primærvalg om at blive kandidat til en senatsplads for Michigan.

El-Sayeds sejr anses for at være en stor sejr for den progressive fløj i Demokraterne. Det er den mere venstreorienterede del af partiet.

- Med Muhammad Alis ord: Vi rystede verden ("we shook up the world", red.), siger han efterfølgende med henvisning til et berømt citat fra den amerikanske bokselegende.

Han står med 99 procent af stemmerne optalt til 48,5 procent af stemmerne mod 47,5 til Haley Stevens, en mere moderat skikkelse med støtte fra demokratiske og proisraelske grupper.

Det fremgår af nyhedsbureauet AP's tal.

Til november skal 41-årige El-Sayed forsøge at vinde kampen om senatspladsen mod republikanske Mike Rogers. Han havde ingen modkandidat i Det Republikanske Parti.

El-Sayed går blandt andet ind for skattefinansieret universel sygeforsikring og har kaldt Israels handlinger i Gaza for folkedrab.

- Mit håb er, at vores demokrati aldrig bliver det samme, siger han onsdag på et pressemøde.

- Fra nu af kan vi altid sige: "Nej, dette er folkets demokrati, og vi vil altid eje det."

El-Sayeds sejr kan puste til debatten om Demokraternes fremtidige retning, blandt andet angående den økonomiske politik og i forhold til anti-establishment-debatter samt en mulig hårdere kurs mod Israel.

Fremtrædende skikkelser i partiet havde delt deres støtte mellem El-Sayed og Stevens.

De progressive senatorer Bernie Sanders og Elizabeth Warren støttede den nu 41-årige primærvalgsvinder.

Imens havde Haley Stevens støtte fra Senatets demokratiske mindretalsleder, Chuck Schumer, og Michigan-guvernøren Gretchen Whitmer, som i 2018 slog El-Sayed i et primærvalg forud for guvernørvalget.

Schumer og den fremtrædende senator Kirsten Gillibrand støtter progressive El-Sayed i en fælles meddelelse.

- Demokraterne står forenede om et fælles mål: at sætte en stopper for Donald Trump ved at besejre hans republikanske støtter og generobre Senatet, står der.

Det amerikanske midtvejsvalg finder sted 3. november.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT