Brandfolk beskylder Israel for at starte skovbrande i Sydlibanon
Store skovområder er brændt ned nær fronten i Sydlibanon. Miljøgrupper siger, at de ser et mønster.
Brandfolk og borgere i det sydlige Libanon beskylder Israels militær for at starte naturbrande.Det skriver The Guardian.
Olivenlunde, skovområder og landbrugsjord har været ramt af brande, og det britiske medie bringer meldinger om brande startet af droner, nødblus og brug af det stærkt brændbare hvidt fosfor.
Brandene har i høj grad fundet sted, siden en våbenhvile, som blev indgået 17. juni, stort set stoppede kampene mellem den libanesiske milits Hizbollah og Israel. Det skriver mediet på baggrund af videoer og udtalelser fra vidner.
Militæret har ikke svaret på The Guardians henvendelse om en udtalelse om de enkelte brande.
Tidligere har det israelske militær dog sagt, at skovområder bruges af Hizbollah til at gemme sig.
Lederen af civilforsvaret i regionen Nabatieh, Hussein Fakih, fortæller om en situation, hvor brandfolk var rykket ud til en brand, hvorefter en drone ramte tæt på. Derfor måtte de trække sig tilbage.
- De fleste af vores missioner knytter sig nu til brande. Der er enorme skovområder, som er brændt ned, siger han til det britiske medie.
Fakih siger, at han ikke kender de præcise tal, men at der er områder tæt på frontlinjen, hvor 30-40 procent af landområder er blevet påvirket af brande.
Miljøgrupper siger, at de ser et mønster med angreb, som rammer natur og biodiversitet.
USA og Iran underskrev i juni en aftale om våbenhvile, der omfattede Libanon.
Landene har forhandlet om en aftale, der blandt andet skulle afvæbne Hizbollah og fjerne israelske styrker fra Libanon.
Forhandlingerne blev dog hurtigt afvist af Hizbollah, da militsen ikke ønsker at afvæbne sine styrker.
Libanon og Israel begyndte at forhandle i marts efter årtiers konflikt. Det amerikanske udenrigsministerium sagde tirsdag ifølge Times of Israel, at forhandlingerne bevæger sig i en god retning på trods af nylig eskalering i det sydlige Libanon.
RITZAU
