Andy Burnham er officielt ny leder af britiske Labour
Andy Burnham forventes mandag at overtage posten som Storbritanniens premierminister, skriver britiske medier.
Andy Burnham er officielt udnævnt som det britiske Labour-partis nye leder.Det er sket på en særlig konference for partiet fredag.
Den formelle udnævnelse finder sted, efter at Burnham mandag sikrede sig tilstrækkelig opbakning fra partiets medlemmer af parlamentet til at blive den næste leder af Labour.
- Jeg er klar, siger Burnham fra talerstolen, hvor han lægger ud med at rose den tidligere leder Keir Starmer for hans tid på posten.
Den platform, som Starmer har bygget, er den, Burnham vil bygge videre, lyder det.
Ifølge BBC siger Burnham, at han vil gøre op med partiets interne kampe. Han understreger desuden, at partiet vil samarbejde med andre partier, men at Labour fremover "selvsikkert" vil være sig selv frem for at adoptere andre partiers politik.
Keir Starmer vil fortsætte som landets premierminister, indtil han mandag forventes at tage til kong Charles for at fratræde sin post, skriver BBC.
Herefter er det Andy Burnhams tur til at tage forbi Buckingham Palace, hvor kongen beder ham om at danne en regering.
Hvem der skal blive en del af den regering, er endnu ikke på plads, siger Burnham ifølge Reuters.
Han tilføjer dog, at hans ministerhold vil afspejle alle dele af Labour-partiet.
Med Keir Starmer i spidsen kom Labour til magten i 2024, da han sikrede partiet en jordskredssejr over De Konservative, som havde haft magten i Storbritannien i 14 år.
Men efter måneder med stigende pres meddelte premierministeren i slutningen af juni, at han havde valgt at trække sig.
Burnham har to gange tidligere forsøgt at blive Labour-leder i henholdsvis 2010 og 2015.
Når Burnham overtager premierministerposten fra Starmer, bliver han den syvende premierminister, landet har haft på ti år.
RITZAU
