Amerikanske styrker ankommer til Pattaya efter måneder til søs

UDLAND2. SEP 2026 • 06:51

Efter 286 dage til søs ankommer tusindvis af søfolk og soldater fra amerikansk hangarskib til Thailand.

Det amerikanske hangarskib USS "Abraham Lincoln" er onsdag ankommet til Thailand på sit første havneanløb i ni måneder.

De 5000 søfolk og flådesoldater om bord på skibet, som ankommer fra Mellemøsten, er på vej til det thailandske ferieområde Pattaya.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Pattaya har været en populær destination for amerikanske soldater til såkaldte "R&R"-ophold siden Vietnamkrigen, skriver BBC.

"R&R" står for "rest and relaxation", som kan oversættes til hvile- og afslapningsophold.

Journalister fra AFP i Thailand siger, at slæbebåde onsdag morgen har kunnet ses guide det store hangarskib mod havnen i Laem Chabang, som ligger ved Pattaya.

På hangarskibet kan en række kampfly ses på dækket.

- Vores ankomst til Laem Chabang giver vores søfolk og flådesoldater en velfortjent mulighed for at hvile og lade batterierne op, siger kontreadmiral Robert Loughran, som er chef for den amerikanske hangarskibsgruppe Carrier Strike Group 3, i en udtalelse.

Kaptajn Dan Keeler tilføjer, at det første havneanløb efter den "historiske mission" med 286 dage til søs vil give "vores besætning mulighed for at nyde dette smukke og historiske land".

Uden for en bar i byen kunne der ifølge AFP tirsdag ses et skilt med teksten "Velkommen til alle fra det amerikanske militær. Tak for jeres tjeneste".

Skibet forlod Californien i USA i november 2025 for at gøre tjeneste i Det Sydkinesiske Hav. Det blev dog omdirigeret til Mellemøsten forud for de amerikansk-israelske angreb på Iran, som begyndte for seks måneder siden.

Beretninger om forværrede leveforhold og dårlig mental sundhed om bord - herunder med meldinger om selvmordsforsøg - har trukket overskrifter i USA og udløst kritik af krigen mod Iran.

Pattaya er populært blandt udenlandske turister og er kendt for sine strande og et natteliv, der længe har været genstand for kritik på grund af sexturisme.

Pattayas borgmester, Poramase Ngampiches, har til AFP oplyst, at der er blevet indsat busser til at transportere søfolkene fra skibet til Pattaya og tilbage igen, indtil hangarskibet afsejler søndag.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT