15 frygtes savnet efter pludselig oversvømmelse i Grand Canyon
Myndigheder arbejder på at få overblik over savnede, efter at verdenskendt nationalpark er ramt af vandmasser.
Omkring 15 personer menes at være savnet efter en pludselig oversvømmelse i Grand Canyon National Park, der ligger i den amerikanske delstat Arizona.Det oplyser den amerikanske myndighed National Park Service (NPS) ifølge nyhedsbureauet AFP.
NPS samarbejder med andre myndigheder i Arizona om at evakuere mennesker og få overblik over personer, der befandt sig i det berørte område.
- Det hele var virkelig skræmmende, siger 41-årige Nikki Baggs til det britiske medie BBC.
Hun blev sammen med to venner fløjet ud fra bunden af Grand Canyon lørdag.
- Det var en smuk dag, og så begyndte folk pludselig at skrige og løbe, fortæller hun BBC.
De pludselige oversvømmelser ramte lørdag eftermiddag lokal tid i området omkring Bright Angel Canyon og Phantom Ranch, skriver AFP.
Nyhedsbureauet AP skriver, at oversvømmelserne skyllede gangbroer og store klippestykker væk.
Søndag morgen lokal tid var 62 personer blevet evakueret, oplyser NPS ifølge AFP. Der er foreløbig ingen meldinger om tilskadekomne.
NPS har bedt offentligheden om oplysninger om de savnede samt om eventuelle vandrere, der befandt sig i området.
Nikki Baggs fortæller BBC, at hun og hendes venner netop havde afleveret deres ting i en hytte ved Phantom Ranch – en afsidesliggende hytte i bunden af Grand Canyon – da de besluttede sig for at gå udenfor.
Før de vidste af det, strømmede en voldsom vandmængde gennem området.
NPS advarer om, at der kan komme tordenvejr og kraftig regn frem til mandag, og det risikerer at føre yderligere oversvømmelser og mudderskred med sig, skriver AFP.
Grand Canyon National Park er en af USA's ældste og mest berømte nationalparker og havde flere end 400.000 besøgende i juli.
Over 4,4 millioner mennesker besøgte området i 2025, skriver CNN.
RITZAU
