Socialt udsatte avissælgere mærker stadig corona-udfordringer
Den sociale avis Hus Forbi var tidligere lukningstruet, men kan nu fejre 30-års jubilæum med stabil økonomi.
Økonomien har i mange år været så stor en udfordring, at foreningen Hus Forbi på et tidspunkt var tæt på at lukke.Efter forskellige indsatser de sidste fire år kan Hus Forbi dog på sin 30-års fødselsdag sige, at den økonomiske situation er stabiliseret.
- Da jeg overtog Hus Forbi for cirka fire år siden, var vi lukningstruet, men nu er økonomien stabil. Noget af det første, vi gjorde, var at sætte prisen op på aviserne, så de svarede til markedspriserne, siger sekretariatsleder ved Hus Forbi Lærke Demant-Ladefoged.
I 2023 hævede Hus Forbi prisen på avisen fra 30 til 50 kroner.
- Vi fik også politisk støtte, hvilket også var rigtig vigtigt for at sikre driften. Det synes jeg, er okay, for vi løfter jo en samfundsmæssig opgave, siger hun.
Hus Forbi er en forening, der arbejder for at hjælpe udsatte og hjemløse personer i Danmark.
En måde, de gør det på, er ved at give udsatte og hjemløse borgere mulighed for at tjene penge på Hus Forbi-aviser, hvor sælgerne får halvdelen af indtægten.
Ud over forskellige indsatser gennem årene fik Hus Forbi også doneret en arv på 20 millioner kroner.
Hus Forbis samlede indtægter var i 2025 knap 32,5 millioner kroner med et årsoverskud på lidt over 1,2 millioner kroner.
De seneste 12 år er Hus Forbis omsætning tredoblet og egenkapitalen fordoblet.
Det fremgår af referatet fra Hus Forbis generalforsamling 2025.
Coronapandemien har dog sat sine spor på de cirka 4000 udsatte sælgeres salg, siger sekretariatsleder Lærke Demant-Ladefoged.
- Den største og mest nærliggende udfordring, vi har, er, at danskerne ikke rigtig læser så mange aviser længere. Vi er jo også påvirkede af, at avissalget er gået ned, og det eskalerede ret hurtigt under corona og er aldrig rigtig helt kommet tilbage, siger hun.
Der bliver solgt alt mellem 40.000 og 60.000 aviser om måneden afhængigt af sæsonen.
Men fordi salget særligt er dalet efter corona, kan avisen nu også købes digitalt af sælgeren.
At den kan købes af sælgeren og ikke på nettet, er der en særlig grund til, siger sekretariatsleder Lærke Demant-Ladefoged.
- Hele missionen for Hus Forbi er at sikre mødet mellem købere og sælgere, så man har den der bro imellem mennesker. Den er svær at lave, hvis man gør alt digitalt, så vi har lavet en digital avis, sælgerne kan sælge på gaden, men hvor man læser den derhjemme.
- Vi kommer til at have en fysisk avis, så længe vi kan forsvare det, for det at kunne sælge et ordentligt produkt er noget af det allervigtigste i vores koncept, så det er værdigt og ikke bare bliver almisser, siger hun.
Avisen udgives 12 gange om året, og for hver solgte avis får sælgeren 50 procent. Er man en "aktiv" sælger, der sælger 365 aviser om året, får man også betalt sin medicin og hundeforsikring af Hus Forbi.
RITZAU
