Ny Storstrømsbro forventes åben for togtrafik før tid
Hidtil har biler og gående kunnet krydse den nye Storstrømsbro, som forventes åbnet for togtrafik i december.
Den nye Storstrømsbro, der officielt har navnet Dronning Margrethe II's Bro, forventes åben for togtrafik før tid.Det oplyser Banedanmark og DSB til TV2 Øst.
Udmeldingen fra Banedanmark har tidligere været, at togene vil kunne køre på broen fra første kvartal i 2027.
Nu forventes det, at de allerede vil kunne køre to uger inden årsskiftet.
- Vi kører på den infrastruktur, som vi får stillet til rådighed, og planlægger at køre ad den nye bro fra køreplanskiftet søndag den 13. december 2026, skriver DSB til TV2 Øst.
Broen, der blev indviet den 6. juni 2026, fik den 23. marts i år lov at åbne for bil- og stitrafikanter.
Sidste del af indvielsen omfatter dermed togtrafikken.
Ulrik Jaller, der er chef for Ringsted-Femern-forbindelsen i Banedanmark, oplyser til mediet, at der arbejdes på "højtryk".
Åbningen af togstrækningen kommer i første fase til at omfatte et enkelt spor, hvorfra man i løbet af 2027 udvider med andet spor, oplyser han.
Hos Vejdirektoratet bekræfter projektchef Niels Gottlieb, at planen er, at togene fra december kan medtage passagerer.
- Men tidsplanen er meget presset, påpeger han.
Broens jernbanespor er anlagt til 200 kilometer i timen, og den tosporede landevej er anlagt til 80 kilometer i timen.
Derudover er det muligt at gå eller cykle over broen.
Storstrømsbroen er omkring fire kilometer lang og er den tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.
Broen forbinder Sjælland og Falster gennem Masnedø.
Den nye Storstrømsbro kommer dermed til at erstatte den forhenværende Storstrømsbro.
Siden 1937 har den gamle bro været forbindelsen mellem Sjælland og Falster.
Den lukkede den 3. juni i år grundet nedslidning, hvorfor den blev erklæret uegnet til fremtidens transportbehov.
Den nye Storstrømsbro kommer dermed til at agere et af bindeleddene mellem Danmark og Tyskland.
Femern Bælt-forbindelsen bliver den anden.
I 2021 blev første spadestik taget til den 18 kilometer lange tunnel mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på øen Femern i Tyskland.
Forbindelsen kommer til at indbefatte motorvej og jernbaner.
Sund & Bælt har tidligere meldt ud, at bilister tidligst kan benytte forbindelsen i 2032.
RITZAU
