Nu må ulve der er til fare for husdyr skydes uden tilladelse

INDLAND/KRIMINAL1. SEP 2026 • 05:30

Mens fåreavlere er tilfredse med nye regler, frygter Dyrenes Beskyttelse, at de åbner for ulovlige ulvedrab.

Fra tirsdag 1. september lempes reglerne for, hvornår ulve, der skønnes at være til fare for husdyr, må skydes.

Det kan fremover ske uden forudgående tilladelse fra myndighederne i to situationer:

Hvis en ulv forcerer et såkaldt ulvesikret hegn med ekstra strømførende tråde, så kan ulven skydes.

En ulv må også skydes, hvis det sker for at afværge et angreb på et husdyr. Et husdyr kan også være for eksempel en hund.

Forinden skal man have forsøgt at skræmme ulven væk med et varselsskud.

Hidtil har dyreholdere skullet forbi myndighederne for at søge om tilladelse til regulering.

De nye regler gør det nemmere at handle hurtigt, lyder det fra formanden for organisationen Dansk Fåreavl, Bente Østergaard.

- Vi synes, det er positivt, at vi får mulighed for at afværge et angreb, uden at vi først skal igennem et større papirbureaukrati, siger hun.

Mange fåreavlere har ifølge formanden jagttegn og vil ifølge formanden selv kunne foretage reguleringen, "hvis de er på det rette sted på det rette tidspunkt".

Det er netop får og lam, der oftest er på menuen for de mindst 49 ulve, som ifølge det seneste skøn huserer i Jylland.

Sidste år blev der således givet kompensation for 1239 ulvedræbte får, 32 kreaturer, 5 heste, 8 geder og 1 vædder.

Hos Dyrenes Beskyttelse finder man de nye regler uklare og unødvendige.

Zoolog Michael Carlsen mener, at de nye regler åbner for "en ladeport af illegale ulveskydninger".

- Problemet er, at det ikke er defineret, hvornår det er nødvendigt at skyde en ulv.

- Hvis du går tur med din hund, og en ulv viser interesse for hunden, hvornår kan man så tale om, at hunden er i sådan en fare, at man skal afværge et angreb?

- Og hvem skal kontrollere, at der først er afgivet varselsskud?, spørger han.

Han mener, at de nye regler vil anspore personer til at begå ulovligheder og skyde ulve, der ikke udgør et problem.

- Vi ved, at der er ulve, der forsvinder fra den danske natur, og som formentlig bliver nedlagt illegalt.

- Vores forventning er, at de her regler vil få flere til ulovligt at skyde ulve under henvisning til, at de fulgte reglerne, og uden at myndighederne kan kontrollere, om det var tilfældet, siger Michael Carlsen.

Det er kun personer med jagttegn, der må skyde en ulv. Myndighederne skal underrettes, når en ulv er blevet skudt.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT