Kokken Mette Dahlgaard er død - 43 år
Kok Mette Dahlgaard har tidligere delt, at hun led af brystkræft. Lørdag døde hun med sin mand ved sin side.
Den danske kok Mette Dahlgaard, der er tidligere gastronomisk chef på restauranten Gemyse i Tivoli i København, er lørdag død i en alder af 43 år.Det oplyser hendes familie i et opslag på Facebook, skriver flere medier.
Mette Dahlgaard var syg af brystkræft, hvilket hun har delt med offentligheden og fortalt åbent om.
- Jeg ved, at i går aftes var sidste gang, jeg oplevede en solnedgang sammen med min store kærlighed, min elskede kone, min bedste ven og mor til vores tre fantastiske unger, skriver hendes mand, Morten Jensen, i opslaget.
To dage inden sin død skrev Mette Dahlgaard i et Facebook-opslag, at hun var blevet indlagt på intensiv, fordi sygdommen havde udviklet sig til en aggressiv form.
- Jeg håber stadig på et mirakel - og det gør jeg, fordi jeg har så meget at kæmpe for, skrev hun torsdag morgen.
Hun flyttede fredag på Svanevig Hospice på det nordlige Lolland, oplyste hun i opslaget.
- Husk at nyde hver eneste dag. Nyd hinanden. Sig de ord, der skal siges. Giv et ekstra kram, skrev hun.
Det var på det hospice, at hun lørdag sov ind, mens hun holdt sin mand i hånden.
Mette Dahlgaard blev kendt som Danmarks "grøntsagsdronning", og hun var gastronomisk chef på Tivoli-restauranten Gemyse fra 2017 til 2022.
RITZAU
