Kødpålæg og spegepølser tilbagekaldes efter forkert ingrediensliste
Kødprodukter med mangelfuld ingrediensliste af mærket Møllevangs Limousine og Kødkvæg tilbagekaldes.
Spegepølser og pålægsprodukter af mærket Møllevangs Limousine og Kødkvæg tilbagekaldes efter manglende mærkning af allergener.Det skyldes, at produkternes ingrediensliste er mangelfuld.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det fremgår ikke korrekt af mærkningen, hvilke ingredienser produkterne indeholder.
Forbrugere, der er overfølsomme eller allergiske over for mælk, selleri eller sennep, bør derfor ikke spise produkterne.
Produkterne er solgt direkte til forbrugerne fra virksomhedens salgsvogne i Danmark. De kan kendes ved, at ingredienslisten "kun" fylder en linje på etiketten.
Der er tale om en række forskellige produkter, herunder oksespegepølse med forskellige slags smag og krondyrspegepølse med forskellige slags smag samt løgpølse.
Tilbagekaldelsen gælder produkter, der er produceret og solgt i perioden fra maj 2026 og frem til september 2026.
Styrelsen har vurderet, at produkterne er farlige, da ingredienserne ikke fremgår korrekt, og opfordrer til at kassere eller returnere de omtalte produkter.
RITZAU
