Indsamling til Scleroseforeningen slår rekord for højeste beløb

INDLAND/KRIMINAL13. SEP 2026 • 20:57

Syv millioner kroner skal gå til forskning i sygdommen sclerose, som Danmark har den højeste forekomst af.

Mere end 5500 var på gaden søndag for at samle ind i en landsdækkende scleroseindsamling, der endte med at byde på en ny rekord.

Resultatet endte på syv millioner kroner, hvilket er det højeste beløb i indsamlingens levetid.

Det skriver Scleroseforeningen i en pressemeddelelse.

Millionerne skal gå til forskning og patienthjælp i sygdommen, som Danmark har den højeste forekomst af per indbygger i verden.

Sclerose er en autoimmun sygdom, hvilket betyder, at immunforsvaret fejlagtigt angriber kroppens egne celler. Sygdommen er uhelbredelig og påvirker centralnervesystemet.

At Danmark er det land, der har den højeste registrerede forekomst, skyldes blandt andet de genetiske vævstyper, man har i Norden, men også at Danmark har verdens mest komplette scleroseregister.

Scleroseregisteret gør, at man i Danmark bedre kan dokumentere, hvor mange der lever med sclerose.

- Rekorden skyldes både de frivillige, der brugte deres søndag på at gå fra dør til dør, og de mange, der åbnede døren og valgte at støtte, siger Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm.

- Men det vigtigste er det, pengene gør muligt. Mere forskning og hjælp til de 120.000 danskere, der enten lever med sygdommens konsekvenser som patient eller pårørende.

Sidste år lød det indsamlede beløb i den landsdækkende indsamling på 6,5 millioner kroner.

Kønsskævheden blandt sclerosepatienter er stigende, og andelen af kvinder i patientgruppen vokser, lyder det desuden fra Scleroseforeningen.

For 51 år siden var andelen af kvinder blandt sclerosepatienter 58,7 procent, mens andelen sidste år var steget til 69 procent.

Diagnosen stilles hyppigst i alderen 25-45 år.

Fordi der ikke findes behandlingsmuligheder til alle typer af sclerose, er det kun lidt over halvdelen, der kan få tilbudt sygdomsmodificerende behandling.

I Danmark får en procent af alle kvinder sygdommen, inden de fylder 90 år.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT