Grønland udskyder selskabers håb om at bore efter olie

INDLAND/KRIMINAL12. AUG 2026 • 19:35

Tidsplanen for de foreslåede boringer er for stram til, at arbejdet kan begynde allerede til vinter.

Den foreslåede boreaktivitet efter olie i grønlandske Jameson Land kan ikke gennemføres i vinteren 2026/2027. Det vurderer Grønlands regering, Naalakkersuisut.

Det skriver regeringen onsdag i en pressemeddelelse efter et møde mellem selskabet White Flame Energy A/S og Departementet for Erhverv og Råstoffer i juli.

- Den nødvendige myndighedsproces kan ikke afsluttes, og de nødvendige godkendelser kan derfor ikke foreligge inden den planlagte borestart, lyder det i meddelelsen.

Det gælder desuden også forberedende aktiviteter.

Det amerikanske selskab White Flame Energy har rettighederne til olieefterforskning i området og fremlagde i juli en foreløbig tidsplan for potentielle boringer.

Men tidsplanen er for stram, vurderer departementet.

- Tidsplanen afspejler et optimistisk scenarie. Den forudsætter, at al dokumentation fra rettighedshaveren er fuldstændig og af tilstrækkelig kvalitet, skriver Naalakkersuisut i pressemeddelelsen.

Det fremgår, at de relevante myndigheder i så fald skal kunne gennemgå, vurdere og godkende materialet uden behov for yderligere dokumentation.

- Selv under disse forudsætninger vurderes det, at processen ikke kan afsluttes tidsnok til, at de nødvendige godkendelser kan foreligge inden vinteren 2026/2027.

Naalakkersuisut er fortsat i dialog med White Flame Energy A/S om den videre proces, lyder det.

White Flame Energy er ejet af det britiske råstofselskab 80 Mile, som er finansiel partner med amerikanske Greenland Energy Company. Både det britiske og amerikanske selskab er også involveret i olieprojektet. Det skriver DR.

Ifølge det undersøgende medie Danwatch har Greenland Energy allerede sejlet udstyr til området, selv om de nødvendige godkendelser endnu ikke er på plads.

Greenland Energy, som har ansat flere med forbindelser til USA's præsident, Donald Trump, har tidligere oplyst, at selskabet forventede at kunne begynde boringer i oktober. Det skrev britiske The Guardian lørdag.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT