Fra lørdag bliver togtrafikken erstattet med togbusser i flere landsdele

INDLAND/KRIMINAL11. JUL 2026 • 06:30

Togtrafikken mellem Ringsted og Fredericia erstattes lørdag med togbusser frem til og med 19. juli.

Lørdag eftermiddag begynder et omfattende sporarbejde på strækningen mellem Ringsted og Fredericia. Det fortsætter indtil søndag aften den 19. juli.

Derfor indsættes der togbusser for at dække strækninger, hvor togdriften er påvirket.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Sporarbejdet vil blandt andet foregå på Storebæltsbroen, mellem Slagelse og Ringsted samt i et område på det vestlige Fyn.

Ifølge Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB, bliver sporarbejdet udført på et tidspunkt, hvor det generer færrest muligt.

- Vi ved nogenlunde, at der er færre kunder, der rejser med tog midt på sommeren, siger han.

For at imødekomme de rejsende har DSB indsat omkring 150 togbusser, der kører fra lørdag.

Nogle busser kører mellem Ringsted og Nyborg, hvoraf nogle stopper på alle stationer mellem de to byer.

Andre busser kører direkte uden stop mellem Ringsted og Fredericia for de rejsende, der skal på tværs af landsdelene.

- Vi har gjort, hvad vi kunne, for at sikre, at der er forskellige togbussystemer.

- Og når en togbus bliver fyldt, kører den afsted for at sikre et godt flow, siger informationschefen.

Han anbefaler at holde øje med Rejseplanen, da sporarbejdet også kan påvirke andre tog, som i perioden kører efter andre tider end normalt.

DSB oplyser på sin hjemmeside, at det ikke vil være muligt at have cykler med i togbusserne.

Dog er barnevogne og sammenklappelige kørestole tilladt, da der er plads til dem i bagagerummet.

Har man behov for en mere fast kørestol, anbefaler Tony Bispeskov, at man kontakter DSB's handicapservice.

DSB er i løbende dialog med Banedanmark og Sund & Bælt, som står for sporarbejdet.

- Skulle sporarbejdet blive forlænget, vil DSB melde det ud, siger Tony Bispeskov.

Han mener dog ikke, at der på nuværende tidspunkt er noget, som tyder på, at arbejdet bliver forlænget.

Ifølge Banedanmark er sommerens sporarbejde en del af et stort "sporfornyelsesprojekt", der skal bidrage til "en mere stabil togdrift".

Fornyelsen af sporene vil ifølge Banedanmark give passagererne en mere "smidig rejse" i fremtiden.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT