Forsikringsselskaber advarer mod at rejse på ferie uden forsikring

INDLAND/KRIMINAL12. JUL 2026 • 06:30

Mere end hver fjerde dansker rejser på ferie uden en rejseforsikring. Det er et problem, advarer selskaber.

Mere end hver fjerde dansker rejser på ferie uden en forsikring ved sygdom eller akut opståede problemer.

Mange undervurderer risikoen ved at rejse uden en rejseforsikring, og det kan blive et stort problem.

Sådan lyder det fra flere forsikringsselskaber.

Er man rejst afsted uden en forsikring og kommer i vanskeligheder, står man alene med det, siger Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert ved Forsikringsoplysningen.

- Der er ingen hjælp at få. Så man står selv for at finde ud af, hvordan man kommer hjem på den sikreste måde og udgifterne til det, siger hun.

Derfor er hendes råd meget klart.

- Sørg for at have rejseforsikringen i orden. De findes jo i alle niveauer og prisklasser. For det er en rigtig dårlig idé at rejse uden, siger Anne Garde Slothuus.

Hver fjerde dansker har ikke en rejseforsikring, og blandt de 18-29-årige er tallet endnu højere.

Her er det mere end hver tredje, der rejser på ferie uden dækning, viser en undersøgelse fra Kantar Gallup foretaget for Ergo Forsikring i februar.

Ifølge Peter Steen Olsen, der er finansdirektør og talsperson i Ergo Forsikring, kan det blive meget omkosteligt, hvis man får brug for hjælp på ferien og ikke har en forsikring.

- Hvis man er uheldig og kommer galt afsted på sin ferie, så hjælper rejseforsikringen med blandt andet koordinering af behandling, transport og kontakt med hospitaler og myndigheder. Det er noget, der kan være svært at overskue, hvis man allerede står i en kritisk situation.

- Derudover kan det blive rigtig dyrt, hvis man selv skal betale for udgifterne. En hospitalsindlæggelse eller en akut hjemtransport kan hurtigt løbe op i mange tusind kroner eller i nogle tilfælde hundredtusindvis af kroner, siger han.

En rejseforsikring skal tegnes, før man tager afsted på en rejse. Det er forskelligt, hvad en forsikring dækker, så derfor skal du tjekke det, før du rejser, lyder det på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Den kan ofte dække de udgifter, du har i forbindelse med en nødsituation i udlandet.

Hos Tryg oplever de, at mange kunder har husket forsikringen, lyder det fra skadedirektør Janus Egelund Larsen.

Opfordringen til at huske forsikringen og tjekke dækningen er dog stadig klar, fordi der fortsat sker mange ting i verden, der kan skabe behov for hjælp fra sin forsikring.

Lige nu hersker der blandt andet skovbrande i Spanien, som er en populær feriedestination.

- Vi vil altid opfordre til at sikre sig, inden man rejser. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at en afbestillingsdækning som udgangspunkt skal være købt, før rejsen bestilles.

- Når der opstår sygdom, ulykker, aflysninger eller ekstraordinære hændelser som skovbrande og ekstremt vejr, kan en rejseforsikring gøre en meget stor forskel. Det giver både økonomisk tryghed og adgang til hjælp, hvis situationen udvikler sig uventet, siger Janus Egelund Larsen i en skriftlig kommentar.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT