Første hold værnepligtige er operative i Grønland
Værnepligtige skal i Grønland for første gang øve og træne færdigheder i det uvante terræn.
For første gang er et hold værnepligtige udsendt til Grønland. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.De værnepligtige kommer fra Slesvigske Fodregiment og er en del af det første hold i den forlængede værnepligt, der begyndte i februar.
19-årige Krab fra København er taknemmelig for at være en del af det.
- Det er fedt at få muligheden for at prøve at være operativ her i Grønland. Vi holdt en kort sommerferie, før vi tog afsted. Selv om det var dejligt, har jeg mest af alt bare gået og glædet mig til at komme tilbage, så vi kunne komme afsted, siger Krab.
I begyndelsen af august landede det første hold 11-måneders værnepligtige fra Slesvigske Fodregiment i lufthavnen i hovedstaden, Nuuk.
For første gang skal værnepligtige indgå i den operative tjeneste under øvelsen Arctic Endurance, samtidig med at de træner og styrker deres soldaterfærdigheder.
Imens de værnepligtige soldater er afsted, er de delt op, så nogle er i Kangerlussuaq, og andre er i Nuuk.
Begge steder skal de udføre vigtige opgaver som en del af den operative tjeneste.
Operativ opgaveløsning er en del af den forlængede værnepligt, som blev indført i forbindelse med forsvarsforliget.
Formålet er at opbygge en større kampkraft i hele Forsvaret ved blandt andet at frigøre personel til at udføre andre krævende opgaver.
Det er ikke kun operative opgaver, de værnepligtige kommer til at udføre, mens de er i Grønland. Under øvelsen skal de træne de færdigheder, de har lært indtil videre, men i et helt nyt og anderledes terræn.
Naturen omkring Kangerlussuaq, som ligger nord for polarcirklen, er kendetegnet af klippeskråninger, store åbne vidder uden et eneste træ i syne og sten i alle størrelser og former.
Meget anderledes end de skovområder, som de værnepligtige normalt træner i.
- Den måde verden ser ud på lige nu, gør, at der er brug for, at vi tilvænner os mere til det arktiske terræn, hvilket vi gør, imens vi er her. I dansk natur vil vi som infanteri helst være i skoven eller andet lukket terræn, hvor man kan skjule sig.
- Men heroppe er der ikke noget lukket terræn, så soldaterne skal lære, hvordan man skjuler og slører sig i det arktiske terræn, siger Laura, der er kaptajn og kompagnichef for de værnepligtige.
De værnepligtige er vant til at træne i et andet terræn.
- Alt er anderledes heroppe, når det kommer til naturen, og det er helt anderledes at bevæge sig rundt i terrænet. Der er jo nogle stejle skråninger heroppe, der siger spar to, så det kan mærkes i stængerne, siger 20-årige Clemmens fra Aarhus.
Når øvelsen i Grønland er slut, skal de værnepligtige fortsætte deres uddannelse i Danmark, hvor de skal bygge oven på deres nuværende viden og erfaringer.
RITZAU
