Dyrs møde med efterladt skrald kan ende med pinefuld død

29. MAR 2024 • 15:56INDLAND/KRIMINAL

Siden årsskiftet har Dyrenes Beskyttelse fået 40 henvendelser om dåvildt, som har været viklet ind i snor.

Dyrenes Beskyttelse får et stigende antal henvendelser om dåvildt, der har fået viklet gevirer ind i efterladt skrald i naturen.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Siden årsskiftet har der været 40 sager om dyr, som havde fået gevirer viklet ind i net, snor eller tråd.

Schweisshundefører Leif Stonor har flere gange oplevet at rykke ud til dåvildt, der er blevet viklet ind i træer eller artsfæller.

- Det var et skrækkeligt syn at se hjorten springe rundt nede i vandet. I starten troede jeg, at den hang fast i et træ, men det viste sig, at det var en anden død hjort, den hang sammen med.

- Den kæmpede forgæves for at komme fri og op af vandløbet, men den kunne selvfølgelig ikke få sin døde makker med, siger Leif Stonor i meddelelsen.

Det lykkedes ham i det konkrete tilfælde at få skåret den levende hjort fri, så den kunne leve videre.

Han har normalt fire til fem sager med fastviklet dåvildt på et helt år, men de seneste to uger er han rykket ud hele ni gange.

Det kan eksempelvis være en snor fra en halmballe, en løs tråd fra en hestefold eller et jordbærnet, der er blæst væk fra en have, som dyr kan vikles ind i.

Hvis et dyr er blevet viklet ind og begynder at stange gevirer med en artsfælle, kan det ifølge Dyrenes Beskyttelse ende fatalt, hvis begge dyr bliver viklet sammen.

Organisationen opfordrer på den baggrund til, at man ikke efterlader materiale, som net, tråd og snor i naturen.

- Hvis vi putter halmsnor, net og skrald i lukkede sække. Hvis vi piller trådene ned, når hestefoldene ikke længere anvendes og placerer det, så det ikke blæser væk.

- Hvis vi deponerer affald korrekt, så skulle det gerne undgå at havne i naturen, siger teamchef i Dyrenes Beskyttelses vagtcentral Lars Holse i meddelelsen.

Dyrenes Beskyttelse rykkede sidste år ud til 178 sager om dyr, der var viklet ind i snor, tråd eller net.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU