Danske pensionisters levetid halter fortsat efter norske og svenske
En 67-årig dansk kvinde ventes at blive 86,9 år, mens en 67-årig dansk mand forventes at nå 84,4 år.
For tredje år i træk stiger den forventede restlevetid for 67-årige danskere, men der er fortsat et stykke op til vores nordiske naboer.Fra 2024 til 2025 steg den forventede restlevetid for 67-årige kvinder med 1,2 måneder, mens den for mænd steg med 0,4 måneder.
Det viser en årlig opgørelse om danskernes levetid fra pensionsselskabet ATP.
En 67-årig dansk kvinde ventes at blive 86,9 år, mens en 67-årig dansk mand bliver 84,4 år. I 1976 var de tilsvarende tal 82,5 og 79,3.
På 50 år har danskerne øget levetiden med 4,4 år for kvinder og 5,1 år for mænd.
Til sammenligning ligger den gennemsnitlige forventede restlevetid for 67-årige i Sverige og Norge omkring et år højere end i Danmark på tværs af køn.
Sådan har det set ud i over 30 år.
I 2021 og 2022 faldt den forventede levetid for personer, der er fyldt 67 år, i Danmark. Nu er den steget for tredje gang på stribe, men udviklingen går langsommere end tidligere.
Set over de seneste ti år har den årlige stigning i gennemsnit ligget på omkring en måned for mænd og kvinder. Det er en halvering af det tempo, levetiderne steg med i årtiet før.
- Man kan sige, at corona rev et hul i danskernes levetid. Det hul er vi ved at lappe, men vi har ikke fyldt det helt op endnu. Pandemien gav en overdødelighed, særligt blandt ældre danskere, og det mærker vi stadig effekten af, siger Camilla Fredsgaard Larsen, ATP's chefaktuar.
Da der i opgørelsen er skelnet ud fra personer, der er fyldt 67 år, ligger den forventede middellevetid for alle danskere en smule lavere.
For første gang rundede middellevetiden 80 år for begge køn i 2025. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene var 80,3 år for mænd og 83,9 år for kvinder.
ATP har på baggrund af sin levetidsmodel udarbejdet en levetidsberegner, hvor man ved at indtaste sit fødselsår og køn kan få et statistikbaseret skøn af sin forventede levealder.
RITZAU
