CBS må give afslag til de fleste ansøgere efter rekordstor interesse

INDLAND/KRIMINAL5. JUL 2026 • 15:15

Interessen for at læse på Copenhagen Business School har aldrig været større end i år. De fleste afvises.

Rekordmange har i år valgt at søge ind på en uddannelse på Copenhagen Business School (CBS).

Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

Samlet set har 10.242 søgt optagelse på en af institutionens bacheloruddannelser. Den seneste rekord var fra 2024 med i alt 9176 ansøgere.

7463 ansøgere har i år CBS som førsteprioritet. Det svarer til en stigning på syv procent.

Den store interesse betyder, at to ud af tre ansøgere formentlig kan se frem til at få et afslag. Færre end 3000 ansøgere får tilbudt en studieplads i år.

Søndag klokken 12 var der frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1.

Anna Thomasson, der er uddannelsesdekan på CBS, ærgrer sig over, at universitetet er nødt til at afvise flere, fordi CBS skal skære i optaget.

Siden 2024 har CBS måttet lukke 315 studiepladser, hvilket svarer til en reduktion på 11 procent.

Generelt er der blevet færre pladser på landets universiteter som følge af en reform af universitetsuddannelserne, som blev indgået i 2023.

Rektor Peter Møllgaard ville ønske, at CBS kunne optage flere studerende, for der er stor efterspørgsel på dimittenderne fra arbejdsmarkedet, lyder det.

- Verden er under forandring, og virksomheder skal kunne navigere i en virkelighed med ny geopolitik, nye teknologier og krav om grøn omstilling.

- Det er netop, hvad vi uddanner vores studerende til, siger Peter Møllgaard i meddelelsen.

Tallene fra CBS dækker alene over ansøgninger via kvote 1.

Kvote 1-ansøgere bliver udelukkende bedømt ud fra karaktergennemsnittet fra deres adgangsgivende eksamen.

Studerende med et højt karaktergennemsnit får således en plads på en videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.

I marts var der ansøgningsfrist for ansøgninger via kvote 2, der foruden karaktererne bedømmes ud fra forskellige faglige og generelle aktiviteter.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT