Bulgarsk badeby bliver vært for næste års Eurovision

INDLAND/KRIMINAL13. AUG 2026 • 11:27

Burgas i Bulgarien åbner byens arena for det internationale melodigrandprix 2027.

Fire bulgarske byer var i spil til at blive værter for Eurovision 2027, og valget er nu faldet på badebyen Burgas - nær rejsemålet Sunny Beach - der åbner landets nyeste sports- og underholdningsarena, Arena Burgas, for deltagere, delegationer og publikum.

Det annoncerer Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU), og Bulgariens public service-station BNT i en pressemeddelelse.

- Burgas bidrager med noget helt særligt til Eurovision, siger grandprixboss Martin Green i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er en levende og imødekommende by ved Sortehavet med en stærk musikalsk og kulturel identitet, og den har den ambition, infrastruktur og passion, der er nødvendig for at byde Eurovision-familien velkommen.

Bulgariens hovedstad, Sofia, var med i det endelige opløb, efter at Plovdiv og Varna var blevet sorteret fra i udvælgelsesprocessen.

Bulgarien vandt årets Eurovision - landets første grandprixsejr i historien - da Dara sang det sydøsteuropæiske land til tops med det bombastiske nummer "Bangaranga".

Balkannationen var tilbage i konkurrencen efter fire års fravær. Landet blev en del af Eurovision i 2005, men har meldt afbud flere gange siden. Blandt andet grundet økonomien.

Lige efter Daras sejr sagde BNT's generaldirektør, Milena Milotinova, at den bulgarske public service-station var klar til at stå for næste års Eurovision.

På landets officielle Instagram-profil reagerede Bulgarien på kritiken af, om landet er i stand til at afholde verdens største musikkonkurrence, ved at dele en video med billederne af først Arena 8000 i hovedstaden Sofia, herefter Arena Burgas og til sidst af en lille faldefærdig betonbygning i den mindre by Vidin.

Ifølge arrangørerne tilbyder Burgas landets "mest moderne arena, fremragende hoteller og transportforbindelser samt en enestående infrastruktur og natur".

- Jeg er overbevist om, at Bulgarien vil være en værdig vært for Europas største live-musikbegivenhed på tv og fremvise det allerbedste af vores kultur, gæstfrihed og professionalisme, tilføjer generaldirektør Milena Milotinova i pressemeddelelsen.

Efter Bulgariens grandprixsejr oplyste landets premierminister, Rumen Radev, at der var blevet nedsat en organisationskomité ledet af vicepremierminister Ivo Hristov til at håndtere forberedelserne af det store show.

Finansminister Galab Donev har desuden bekræftet, at afholdelsen af Eurovision får sin egen finansieringspulje i Bulgariens budgetplanlægning.

Næste års Eurovision afholdes over to semifinaler henholdsvis den 11. og 13. maj inden selve finalen den 15. maj.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT