Rigsfællesskabets ledere samles i september i Nuuk til rigsmøde

ERHVERV/POLITIK1. SEP 2026 • 15:40

Statsminister Mette Frederiksen rejser til Grønland for at afholde kontaktudvalgsmøde med rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabets ledere mødes den 7. og 8. september i den grønlandske hovedstad, Nuuk.

Her vil den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), og den færøske lagmand, Beinir Johannesen, blive modtaget i Nuuk af Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen.

Rammen er det halvårlige rigsmøde og et møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg.

- I en verden i hastig forandring skal vi stå tæt sammen med vores allernærmeste, siger Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.

Hun betoner, at der er en "enorm styrke" i fællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark.

- Styrken ligger i vores ligefremme og tillidsfulde relation. Åbenheden om det, der er svært. Og forståelsen for, at selv om vi er forskellige, er der meget, der binder os sammen, siger hun videre.

Nuuk er centrum for flere politiske begivenheder på øverste niveau i de dage.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, rejser nemlig til Grønland nogenlunde samtidig - den 6. og 7. september.

Her skal hun først være sammen med Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen.

Ursula von der Leyen har konkrete politiske forslag i mapperne, når hun møder op i Grønland.

Kommissionen foreslog sidste år at mere end fordoble EU-støtten til Grønland, så den vil lande på 530 millioner euro, knap fire milliarder kroner, over syv år fra 2028.

Derudover har kommissionen luftet en investeringspakke på mere end 150 millioner euro, lidt over en milliard kroner, har mediet Euractiv erfaret.

Når Ursula von der Leyen rejser videre igen, fortsætter rigsfællesskabets parter møderækken.

Den 7. september er der rigsmøde, hvor samarbejdet i rigsfællesskabet skal drøftes.

Den 8. september er fokus på den sikkerhedspolitiske situation i Nordatlanten og Arktis, da lederne afholder møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg.

Her deltager foruden de tre regeringsledere også den danske udenrigsminister, justitsminister og forsvarsminister samt deres grønlandske og færøske kollegaer, skriver Statsministeriet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT