Rheinmetall sænker forventninger efter aflyst ordre på krigsskibe

ERHVERV/POLITIK6. AUG 2026 • 09:30

Den tyske regering har droppet at købe seks nye krigsskibe, og det koster på Rheinmetalls salgsforventninger.

Det tyske forsvarsselskab Rheinmetall sænker sine forventninger til året, efter at det tyske forsvarsministerium har aflyst en ordre på seks krigsskibe.

Det oplyser Rheinmetall i forbindelse med sit regnskab for den første halvdel af 2026.

Selskabet har ellers set massiv vækst i løbet af halvåret, men den tyske regerings beslutning om at aflyse købet af nye krigsskibe ventes at koste 300 millioner euro på salgsforventningerne.

Derfor forventer Rheinmetall nu, at salget i 2026 lander mellem 13,7 og 14,2 milliarder euro.

I første halvdel af året lyder selskabets salg på 5,2 milliarder euro, svarende til knap 39 milliarder kroner. Dermed er salget vokset 39 procent sammenlignet med første halvår i 2025.

Selskabet understreger, at antallet af ordrer fortsat er på et meget højt niveau.

Den tyske regering aflyste officielt ordren den 24. juni.

Forinden havde den tyske regering i en periode overvejet at lade ordren gå til Rheinmetall, efter at den oprindelige producent, det hollandske skibsværft Damen Naval, ikke kunne overholde tidsfrister og budget.

Det har nyhedsbureauet Reuters tidligere beskrevet.

Oprindeligt skulle de seks krigsskibe have kostet omkring ti milliarder euro, svarende til cirka 75 milliarder kroner.

Men ifølge det tyske forsvarsministerium kunne skibene komme til at koste over 18 milliarder euro.

Derfor droppede man planerne og har i stedet bestilt otte mindre fregatter hos TKMS, der er en marinedivision under den tyske industrikoncern Thyssenkrupp.

De otte mindre skibe ventes at koste 11,6 milliarder euro, har Reuters skrevet.

Den dag, det kom frem, at Rheinmetall ikke ville ende med ordren på de seks krigsskibe, faldt aktien over 18 procent.

Forsvarsaktien har ellers været en af de helt store favoritter blandt investorerne de seneste år.

Som mange andre selskaber i forsvarssektoren har Rheinmetall været begunstiget af, at Ruslands invasion af Ukraine i 2022 accelererede behovet for europæisk oprustning.

Der blev sat yderligere fart på den udvikling, efter at Donald Trump blev indsat som USA's præsident nogle år senere. Han krævede, at de europæiske nationer hævede deres forsvarsudgifter.

Det har sat fut under forretningen hos det tyske selskab, der også producerer og sælger køretøjer og ammunition.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT