Professor: Skovenes klimabidrag ændrer ikke det store for landbruget

25. APR 2024 • 13:09ERHVERV/POLITIK

Skovene optager mere CO2 end antaget, men det betyder ikke det store for landbruget, mener Michael Svarer.

At de danske skove, som klimamæssigt hører under landbruget, ifølge en ny rapport yder større klimabidrag end ventet, er ikke nødvendigvis en god nyhed for modstandere af en kommende CO2-afgift på landbruget.

Det siger professor Michael Svarer. Han er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO2-afgift på landbruget.

Det kan få betydning for indfasningen af en CO2-afgift, siger han. Men i store træk ændrer det ikke på noget, vurderer Michael Svarer.

- Det her ændrer måske på hastigheden, hvormed en eventuel CO2-afgift kommer.

- Så det er ikke sådan, at hvis man er imod en CO2-afgift, at så er livet blevet meget lettere. Der er stadig et behov for, at man vil reducere de danske udledninger ganske drastisk over de næste 10-15 år, siger Svarer.

I den nye rapport, som torsdag er kommet fra Københavns Universitet, står der i fremskrivningen, at danske skove i 2030 vil optage 1,7 millioner ton CO2 mere end hidtil troet.

Fremskrivningen, som er behæftet med usikkerhed, betyder, at det danske samfund er tættere på at nå sit reduktionsmål, end man hidtil har troet.

Det kan altså få indflydelse på den CO2-afgift på landbruget, som der forhandles om i den såkaldte grønne trepart. Her forhandler regeringen, landbruget og grønne organisationer om en CO2-afgift på landbruget ud fra de modeller, som Michael Svarer og ekspertgruppen er kommet med.

Årsagen til de nye tal skyldes en ny opgørelsesmetode, hvor der tages højde for, at træerne fældes senere og vokser hurtigere end hidtil antaget.

Fremskrivningen reducerer derfor behovet for, hvor meget man skal gøre før 2030 for at opfylde målsætningerne. Men Michael Svarer minder om, at der er en tid efter 2030. Og her er ambitionen at være klimaneutral.

Så konklusionen for Michael Svarer er, at fremskrivningen kan hjælpe landbruget på kort sigt i forhold til en eventuel indfasning af en CO2-afgift, men at endemålet på længere sigt er den samme.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ændrer den nye opgørelse af skovenes udledning ikke på, at der skal sættes gang i en omstilling af landbruget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU