OpenAI lancerer ny sprogmodel efter en måneds forsinkelse
Udrulning af OpenAIs nyeste sprogmodel blev udskudt efter amerikanske myndigheders bekymringer om sikkerhed.
Efter en måneds forsinkelse udruller techfirmaet OpenAI torsdag selskabets nyeste sprogmodel GPT-5.6 Sol til offentlig brug.Det skriver OpenAI onsdag i et opslag på det sociale medie X.
Udrulningen blev udskudt på opfordring af den amerikanske regering, der har haft bekymringer om den nationale sikkerhed og risikoen for misbrug af sprogmodellen, skriver Reuters.
Efter yderligere sikkerhedstests godkendte den amerikanske regering en bred udrulning af den nye version af sprogmodellen.
Ifølge OpenAI er GPT-5.6 Sol selskabets mest avancerede model inden for cybersikkerhed.
Ud over GPT-5.6 Sol udgives også to versioner kaldet Terra og Luna, som er målrettet hverdagsarbejde.
Ifølge Rasmus Larsen, der er senior AI-specialist i det teknologiske serviceinstitut Alexandra Instituttet, virker det til, at GPT-5.6 Sol kan en del mere end OpenAIs tidligere modeller.
- Det virker, som om det er et forholdsvist stort spring, hvis man skal tro på deres benchmark, siger han.
Et benchmark er en måde at evaluere, hvor godt en sprogmodel har svaret på de prompts, den har fået.
En prompt er den instruktion, som man indtaster i et AI-værktøj for at få et svar.
- Men det er bare et benchmark. Når man faktisk bruger modellerne, så kan man tit opleve noget andet, end hvad de her benchmarks siger.
- Så det kan være lidt svært at vide, før man rent faktisk prøver sprogmodellen, siger Rasmus Larsen.
AI-specialisten forklarer en mulig årsag til, at den amerikanske regering var bekymret for den nationale sikkerhed i forbindelse med udrulningen af GPT-5.6 Sol.
- Modellerne er blevet rigtig gode til at finde sikkerhedshuller i software, som gør, at man kan udnytte dem, siger han.
- Så hvis man finder en måde at få modellerne til at gøre det, kan det være et ret stort problem, siger han.
Han understreger, at det er svært at udvikle en perfekt sprogmodel, og at det højst sandsynligt er umuligt at gøre dem 100 procent sikre.
Alexandra Instituttet er et godkendt teknologisk serviceinstitut, der både laver anvendt forskning og konsulentarbejde.
RITZAU
