Olieprisen stiger efter nye USA-angreb mod Iran
Prisen på en tønde Brent-olie krydser igen 100 dollar. Før konflikten lå prisen på 70 dollar per tønde.
Olieprisen stiger onsdag, efter at USA's militær natten til onsdag dansk tid har bombet fem iranske olietankere i Den Persiske Golf.På den baggrund krydser prisen på en tønde Brent-olie 100 dollar for første gang siden 24. juli, skriver Reuters.
Før konflikten i Mellemøsten lå prisen på Brent-råolie omkring 70 dollar per tønde, og den er undervejs toppet med en pris på over 120 dollar.
Brent-olie er en råolie, der fungerer som en international standard for prissætningen af store dele af verdens olie.
Ifølge Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank, er der risiko for, at priserne fortsat vil stige.
- De seneste 14 dage er olieprisen steget betydeligt. Hvis konflikten i Mellemøsten eskalerer yderligere, kan olieprisen desværre fortsætte opad, vurderer han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
USA og Israel indledte den 28. februar en større krig mod Iran.
Som modsvar har Iran angrebet adskillige mål i landene omkring Den Persiske Golf og lukket for en stor del af skibstrafikken i Hormuzstrædet.
Oliepriserne verden over er røget i vejret efter lukningen af den maritime flaskehals, som en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem.
Baseret på den seneste udvikling i Mellemøsten er der hos AL Sydbank heller ikke en forventning om, at oliepriserne foreløbigt vil falde.
- Vi vurderer, at olieprisen næppe vil falde markant i den kommende tid, medmindre der opnås en troværdig fredsaftale, som reducerer spændingerne i regionen og sikrer en normal passage gennem Hormuzstrædet, lyder det fra Kim Blindbæk, seniorøkonom i AL Sydbank, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ifølge det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, skete nattens angreb som modsvar på angreb med ballistiske missiler fra Irans Revolutionsgarde på et amerikansk krigsskib.
Ligeledes har Irans Revolutionsgarde ifølge Reuters hævdet at have angrebet en amerikansk base i Jordan.
Angrebene kommer, efter at USA har sagt, at det arbejder på at presse Iran økonomisk for at afslutte krigen.
USA har blandt andet blokeret iranske havne og fortsætter med at true med militære angreb.
RITZAU
