Ny britisk leder ser frem til tæt samarbejde med Danmark om migration

ERHVERV/POLITIK23. JUL 2026 • 17:40

Andy Burnham slår fast, at Storbritannien har draget stor inspiration fra Danmark i forhold til migration.

Storbritannien har lært meget af Danmarks tilgang til migration, og den britiske premierminister, Andy Burnham, ser frem til et fortsat tæt samarbejde mellem de to lande på området.

Det skriver Andy Burnhams regeringskontor i en pressemeddelelse, efter at Burnham og statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag har talt sammen.

Også Statsministeriet har kommenteret samtalen i et opslag på det sociale medie X.

- Danmark og Storbritannien er tætte allierede, og vi er blevet enige om fortsat at styrke vores samarbejde. Et stærkt fokus på sikkerhed og forsvar, støtte til Ukraine og migration, lyder det fra Mette Frederiksen i opslaget.

Både Danmark og Storbritannien har tidligere haft planer om at etablere et modtagecenter i Rwanda, der skulle stå for asylbehandling.

Den daværende danske, socialdemokratiske regering luftede første gang forslaget tilbage i 2019.

Planerne har dog i store træk været lagt hen, siden regeringen i 2022 blev udvidet med Venstre og Moderaterne, da sidstnævnte er imod forslaget.

Også de britiske planer er blevet droppet, efter at partiet Labour i 2024 vandt det britiske parlamentsvalg med Keir Starmer i spidsen.

Siden har Burnham overtaget formandsposten i partiet.

Han blev mandag indsat som ny britisk premierminister, hvor han afløste Starmer, som længe havde været under pres for at træde tilbage.

Samtalen med Mette Frederiksen kommer altså i kølvandet på den politiske udskiftning i Storbritannien.

I den forbindelse gentog Burnham også den britiske holdning i forhold til spørgsmålet om Grønland.

Premierministeren understregede, at Grønlands fremtid kun bør afgøres i et samarbejde mellem det grønlandske folk og Danmark.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ad flere omgange udtrykt ønske om at eje Grønland.

Senest i forbindelse med et Nato-topmøde i den tyrkiske by Ankara, hvor det lød fra præsidenten, at han ønsker, at USA får "kontrol" med Grønland.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT