Mette Frederiksen skal drøfte luftforsvar i Ukraine på flagdag

ERHVERV/POLITIK23. AUG 2026 • 09:26

Flere stats- og regeringsledere er søndag i Ukraine. Her skal de drøfte luftforsvar, oplyser Statsministeriet.

Søndag er statsminister Mette Frederiksen (S) ankommet til et besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det krigsramte land markerer søndag sin flagdag, og statsministeren er taget til landet for at drøfte styrkelse af Ukraines luftforsvar.

Ved ankomsten til den ukrainske hovedstad taler hun med TV 2 og DR om den udmattelseskrig, som hun mener, at Rusland fører.

- Rusland har haft en primær strategi i denne alt for lange krig, og det er at bruge udmattelsen som våben: Ukrainerne skal give op, Europa skal give op, Vesten skal give op, og at vores befolkninger skal begynde at sige: "Har det ikke varet længe nok, har vi ikke brugt nok penge på det her?", lyder det.

Derfor mener hun, at det er vigtigt at fortsætte opbakningen til Ukraine, siger hun til de to medier.

Mette Frederiksen besøger landet med en gruppe af nordiske og baltiske stats- og regeringsledere, som søndag besøger Ukraine i regi af samarbejdsformatet NB8.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, talte på vejen til den ukrainske hovedstad med det norske nyhedsbureau NTB.

Her sagde han, at han ikke mener, at Rusland har nogen skrupler, når det kommer til at skelne mellem civile og militære mål.

I en pressemeddelelse fra Statsministeriet lyder det, at stats- og regeringslederne skal drøfte forsvarsindustrisamarbejde og Ukraines behov for luftforsvar.

- Vi skal fortsætte den militære støtte. Lige nu har Ukraine akut brug for styrket luftforsvar. Det skal vi gøre, hvad vi kan for at løse, udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Ved sin ankomst i Kyiv bliver hun af DR spurgt, hvad hun vil gøre for, at Ukraine kan få flere af de Patriot-missiler, landet kraftigt efterspørger.

- Det vi har gjort i alle de her år: Nemlig at lægge pres på vores allierede, når der er noget, vi ikke selv kan gøre, og så kan vi jo være med til at finansiere det, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren vil også deltage i en markering af Ukraines flagdag i forbindelse med besøget.

Rusland indledte sin invasion af Ukraine i februar 2022.

Politikernes besøg i Ukraine kommer på bagkant af, at den russiske præsident, Vladimir Putin, lørdag sagde til russisk stats-tv, at Ukraine havde åbnet "Pandoras æske" med angreb på økonomiske mål i Rusland.

Putin advarede om, at Rusland vil svare igen mod Ukraines "mest følsomme økonomiske sektorer".

Ukraine har hen over sommeren øget antallet af droneangreb mod russisk økonomisk infrastruktur.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT