Medstifter af Saxo Bank sælger sin ejerandel
Kim Fournais fortsætter som bestyrelsesformand i Saxo Bank, efter at han har solgt sin ejerandel.
Kim Fournais har solgt sin ejerandel i Saxo Bank, som han var med til at stifte og tidligere har været administrerende direktør i.Det oplyser banken i en pressemeddelelse ifølge Ekstra Bladet.
Andelen er blevet købt af J. Safra Sarasin, som er en schweizisk finanskoncern. Den sad i forvejen på aktiemajoriteten i Saxo Bank.
- Dagens meddelelse er fuldt ud på linje med den vision, der er aftalt med J. Safra Sarasin, og repræsenterer det næste naturlige skridt i Saxos udvikling, siger Fournais i meddelelsen ifølge Ekstra Bladet.
- At opbygge Saxo gennem de seneste tre årtier har været privilegiet i mit professionelle liv, og jeg ser frem til fortsat at støtte virksomhedens strategiske retning.
Kim Fournais fortsætter som bestyrelsesformand i Saxo Bank.
I marts meddelte J. Safra Sarasin, at den officielt havde købt 71 procent af Saxo Bank-aktierne af kinesiske Geely Financial Denmark og finske Mandatum Group.
Kim Fournais, der stiftede Saxo Bank sammen med blandt andre Lars Seier Christensen, beholdt dog sin aktiepost på daværende tidspunkt.
Saxo Bank blev stiftet i 1992 som rent fondsmæglerselskab, men fik i 2001 licens til også at drive bank.
Banken har udviklet sin egen handelsplatform for værdipapirer og rundede sidste år 1,5 millioner kunder verden over.
Saxo Bank har hovedkvarter ved Tuborg Havn i det nordlige København, men har kontorer mange andre steder i verden. Selskabet har mere end 2300 ansatte.
Allerede i juli 2024 fortalte Saxo Bank, at man var i gang med at finde købere. I den forbindelse fungerede investeringsbanken Goldman Sachs som rådgiver i processen.
RITZAU
