Elprisen tog et lille dyk i juli efter dyr juni
Selv om elprisen var lavere i juli end i juni, ligger gennemsnitspriserne stadig over sidste års juliniveau.
Elprisen i juli endte en smule lavere end i juni, hvor priserne var usædvanligt høje.Det skriver Norlys i en pressemeddelelse.
Den rene elpris før skatter og afgifter faldt op mod cirka syv procent.
Det højeste fald skete i Vestdanmark, hvor prisen fra juni til juli faldt fra 0,82 til 0,76 kroner per kilowatt-time. I Østdanmark faldt prisen fra 0,81 til 0,77 kroner per kilowatt-time.
Strømprisen i juni endte som den højeste for en sommermåned siden energikrisen i 2022. Det har Andel Energi tidligere oplyst.
Den høje pris hang sammen med store udsving i elprisen i løbet af måneden. Forskellen på den højeste og laveste elpris var således over fem kroner.
Selv om elpriserne har taget et dyk i juli, har gennemsnitsprisen stadig været højere end i juli for et år siden.
Ifølge Norlys var den gennemsnitlige pris i Vestdanmark 16 procent højere i juli i år end i juli i 2025. For Østdanmark var der tale om en stigning på næsten 20 procent.
Til gengæld har de højeste priser været lidt lavere i år. Hvor elprisen i juli 2025 toppede omkring 3,55 kroner per kilowatt-time, nåede de højeste priser i år op på omkring 2,30 kroner per kilowatt-time.
Udsvingene betyder dog stadig, at der kan være mange penge at spare ved eksempelvis at oplade elbilen i de timer på døgnet, hvor høj energiproduktion fra sol og vind presser priserne ned.
Sådan lyder det fra Ellen Trolle, som er direktør i Norlys’ ladeforretning.
- Når vi har mange timer med høj produktion af vedvarende energi, kan det presse elpriserne helt i bund og i nogle tilfælde endda gøre dem negative, siger hun i pressemeddelelsen.
Så selv om de gennemsnitlige elpriser ligger lidt højere i år end sidste år, har der ifølge Ellen Trolle stadig været mange billige ladetimer.
Udover den rene strømpris skal der betales både tariffer, abonnement, spottillæg og moms.
RITZAU
