Danfoss køber italiensk virksomhed med 4500 ansatte
Firmaet Alfagomma, der overtages af Danfoss, producerer slanger til brug inden for en række industrier.
Industrikoncernen Danfoss, der udvikler produkter til energioptimering, har underskrevet en endelig aftale om købet af det italienske firma Alfagomma.Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
Den danske koncern nævner ikke en købspris, men skriver i meddelelsen, at Alfagomma beskæftiger 4500 ansatte og har en årlig omsætning på 600 millioner euro.
Det svarer til knap 4,5 milliarder kroner.
Det italienske firma blev stiftet i 1956 og har hovedsæde nordøst for Milano i den nordlige del af landet.
Alfagomma producerer hydrauliske og industrielle slanger, som blandt andet bruges inden for minedrift, olie- og gasindustrien samt i forbindelse med byggeri af skibe.
Dermed passer det godt ind i forretningsbenet Danfoss Power Solutions, mener Daniel Winter, der er chef for den del.
- Vores forretninger matcher hinanden perfekt med begrænset overlap og betydelige muligheder for at skabe værdi for kunder over hele verden, siger han i meddelelsen.
- Ved at kombinere vores teknologier, produktionskapacitet og globale markedsposition styrker vi vores partnerskaber med kunderne og vores evne til at understøtte dem, uanset hvor i verden de opererer.
Danfoss Power Solutions producerer i forvejen egne slanger, der bruges til køretøjer, luftfart, maritime applikationer, minedrift, føde- og drikkevareindustrien samt mobilt og industrielt udstyr.
Inden købet kan træde i kraft, skal det have de nødvendige godkendelser af myndighederne.
Danfoss er en markant større virksomhed end sit italienske opkøb, når der måles på nøgletallene.
Den danske koncern havde en omsætning på lidt mere end 7,5 milliarder euro sidste år, hvilket svarer til 56,4 milliarder kroner.
Overskuddet endte på 631 millioner euro.
I sit seneste årsregnskab oplyste Danfoss, at den på verdensplan beskæftiger omkring 39.000 ansatte.
Over 16.000 af dem er ansat i forretningsbenet Danfoss Power Solutions, som Alfagomma skal være en del af.
RITZAU
