Borgmester genoptager abonnement efter langvarig mediestrid
Tre lokalpolitikere droppede lokalavis efter en kritisk artikel. Nu er borgmester tilbage som abonnent.
Borgmester i Lolland Kommune Marie-Louise Brehm Nielsen har gentegnet sit abonnement på Lolland-Falsters Folketidende efter en længere strid med det lokale medie.Det skriver Folketidende.
I april bragte mediet en kritisk historie med anonyme kilder, der rettede kritik mod kommunens administration, hvilket fik tre lokalpolitikere, herunder borgmesteren fra lokallisten Din Stemme, til at opsige deres abonnementer.
Da der kunne være tale om en strafbar handling, hvis opsigelserne skete som en straffeaktion mod pressen, måtte Folketingets Ombudsmand involveres, der nu har afsluttet sagen.
- Jeg noterer mig med tilfredshed, at Ombudsmanden heller ikke mener, at opsigelsen var i strid med reglerne, udtaler Marie-Louise Brehm Nielsen til Folketidende.
Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen tilbage i maj med formål om at undersøge forløbet og forklaringen bag opsigelserne.
Kommunen skulle videre forklare, hvilke "yderligere skridt" man "har overvejet".
Undervejs har kommunen fastholdt forklaringen om, at de opsagte avisabonnementer var politikernes "personlige valg".
Abonnementerne var betalt af Lolland Kommune, som det er tilfældet med alle byrådsmedlemmer.
De to øvrige politikere, der opsagde deres byrådsbetalte abonnementer, var Henrik Jacobsen (K) og Tina Vinther Clausen (V).
Det fremgår ikke, om de også er tilbage som abonnenter på avisen.
Marie-Louise Brehm Nielsen er tilfreds med sagens afslutning og udtaler til mediet, at hun "glæder sig" til at læse med på avisen igen.
- Jeg anerkender til fulde, at Folketidende er til stede mange steder derude - og med alt det, der sker i Lolland Kommune lige nu, så er der mange vigtige dagsordener, udtaler hun til Folketidende.
RITZAU
