250 venter på at få godkendt ansættelse efter fejl om børneattester

ERHVERV/POLITIK4. SEP 2026 • 18:00

Borgmester i København kalder det "kritisk", at fejl i kriminalregister forsinker godkendelse af ansættelser.

250 lærere og pædagoger venter på at få godkendt deres ansættelse i Københavns Kommune, efter at en fejl i kriminalregister har sat udstedelsen af børneattester i bero.

Det skriver DR, der har talt med kommunens børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).

- Det kan blive rigtig kritisk, hvis ikke det her bliver rettet op, inden måneden er omme, lyder det fra borgmesteren.

Torsdag kom det frem, at Rigspolitiet har opdaget, at oplysninger fejlagtigt er blevet slettet i Det Centrale Kriminalregister.

På grund af fejlen, der blev opdaget i juni, kan der gennem en årrække være blevet udstedt børneattester, der ikke i alle tilfælde har indeholdt oplysninger om strafbare forhold.

Det har ført til, at udstedelsen af børneattester og våbentilladelser er blevet sat i bero.

Børneattester bruges af arbejdsgivere, der vil ansætte personer til at arbejde med børn og unge. Attesten skal sikre, at personer, der tidligere har været dømt for overgreb mod børn, ikke bliver ansat.

DR skriver, at kommunen har måttet trække ekstra på eksisterende medarbejdere og vikarer, der allerede er godkendt.

Men når mange af vikarerne begynder på eller genoptager studierne i september, kan det blive svært at finde nok medarbejdere.

Borgmesteren fortæller, at der i gennemsnit er 200 nye ansættelser hver måned.

Rigspolitiet skrev torsdag i en pressemeddelelse, at man på baggrund af foreløbige undersøgelser vurderer, at Kriminalregistret "i dag indeholder et korrekt billede af afgørelser truffet fra 2011 til i dag".

- Afgørelser, der fejlagtigt måtte være slettet for tidligt i Kriminalregistret, vil dermed være begrænset til afgørelser truffet før 2011, meddelte Rigspolitiet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT