20. JUL 2019 • 20:48UDLAND

50 år efter månelanding: Militært kapløb er startet på ny

Månelandingen satte gang i USAs herredømme i rummet - men i dag bliver det udfordret, forklarer redaktør.

Kort efter midnat natten til søndag bliver det præcis 50 år siden, at en amerikansk astronaut som det første menneske satte sin fod på månen.

Dengang var det først og fremmest en teknologisk og symbolsk sejr for USA over for rivalen Sovjetunionen, men 50 år senere har det vist sig, at USAs rumherredømme skulle afgøre krige og i dag bliver udfordret af lande som Rusland og Kina.



Sådan lyder vurderingen fra udenrigsredaktør på netmediet Kongressen Philip Christian Ulrich. Han peger på, at USA under Golfkrigen mod Irak viste, hvad teknologien i rummet kunne bruges til.



- Hele den måde USA fører krig på og hele den måde, man tilbage i 1991 tabte underkæben over USAs ageren i Golfkrigen, var den højteknologiske måde, USA kunne føre krig på, siger han.

- Det var alt sammen bundet op på GPS-systemer og satellitter, der sikrede kommunikationen mellem de militære enheder. Det hele var baseret på, at satellitter kunne være sikkert oppe i rummet.

Det herredømme i rummet, som USA skaffede sig i årene efter månelandingen, er dog i de seneste år ikke længere en selvfølge.

Derfor er sikkerhedspolitik i rummet igen blevet et tema i amerikansk sikkerhedspolitik. USAs præsident, Donald Trump, har blandt andet varslet, at USA vil til Mars og oprette en decideret Space Force.

Ifølge nyhedsbureauet AFP følger han dermed i fodsporene på både George W.H. Bush og George W. Bush, der begge i deres tid som præsidenter talte om at få astronauter til Mars.

- Det er overhovedet ikke spøjst at tale om en "space force" (rumstyrke, red.). For hvis nogen begynder - som kineserne og russerne har kapacitet til at gøre - at pille amerikanske satellitter ned, så er amerikanerne pludselig "normale" igen, siger Philip Christian Ulrich.

Redaktøren peger på, at amerikanske officerer i dag uddannes til at navigere uden GPS. Eksempelvis har mediet NPR beskrevet, hvordan flådens officer-kadetter undervises i at navigere efter stjernerne.

- Under den kolde krig var der en forståelse af, at der ikke skulle våben i rummet, siger Philip Christian Ulrich.

- I dag er det jo interessant og ret dystert, at den forståelse er forsvundet. Sikkerhedspolitik er i den grad rykket ud i rummet.



- I yderste konsekvens kan amerikanerne overveje våbensystemer på satellitterne, så de kan forsvare sig, siger han.



/ritzau/

Mest læste