20. MAJ 2019 • 20:29UDLAND

OVERBLIK: Det ved vi om videoen der har rystet Østrig

Nu tidligere vicekansler Heinz-Christian Strache ses på video i møde på Ibiza med påstået rig, russisk kvinde.

En opsigtsvækkende video, som kom frem fredag, har ramt toppen af østrigsk politik.

Videoen har ført til, at vicekansler Heinz-Christian Strache fra Frihedspartiet (FPÖ) er gået af.



Og mandag har den østrigske kansler, Sebastian Kurz, meddelt, at han vil have indenrigsminister Herbert Kickl fyret. FPÖ har svaret igen og meddelt, at det trækker alle sine ministre fra regeringen.



Videoens ægthed er blevet bekræftet af Strache.

Her er, hvad vi ved om videoen:



* Hvad er på videoen?

De tyske aviser Süddeutsche Zeitung og Der Spiegel har publiceret dele af videoen, som er mere end seks timer lang.



Den blev optaget i en luksusvilla på Ibiza i juli 2017 - tre måneder inden det østrigske valg.

Strache ses på en sofa, hvor han nyder rigelige mængder alkohol og Red Bull, mens han taler til en kvinde, som forbliver væk fra kameraet.

Hun introducerer sig for ham som "Alyona Makarova" og hævdes at være niece af den russiske rigmand Igor Makarov.



Johann Gudenus, en af Straches betroede hjælpere, ses også. Han fungerer som oversætter en del af tiden.

* Hvad siger Strache i videoen?

Den mest skadelige del er en diskussion om, hvordan "Makarova" måske kan tage kontrol over Kronen Zeitung, der er Østrigs største tabloide medie, og bruge det til at promovere Straches kampagne.



- Hvis hun overtager Kronen Zeitung og er i stand til at give os et skub tre uger før valget, så kan vi tale om alting, siger Strache.



Han udtrykker beundring for den østrigske investor Heinrich Pecina og siger om ham, at han har "opkøbt alle østrigske medier for Orbán (Viktor Orbán, Ungarns premierminister, red.) i løbet af de seneste 15 år og forberedt dem på ham".

Strache fortæller så vilkårene for quid pro quo (noget for noget) og fortæller, at kvinden skal specificere, hvilke sektorer der interesserer hende mest.



- Så vil vi tage et kig på, hvad der er mest fordelagtigt, siger Strache.

Han fortæller yderligere, at han vil sørge for, at tilbud for offentlig bebyggelse, som i øjeblikket står til den østrigske gigant Strabag, i stedet gives til hende.

Det står flere gange klart, at kvindens penge stammer fra et tvivlsomt sted, og en mand, som er med hende, fortæller, at det ikke er helt legalt, men Strache lader sig ikke mærke af det.



I forhold til finansiering af partiet ser Strache ud til at foreslå et system til at undgå en juridisk undersøgelse ved at bruge en FPÖ-relateret fond.

- Fonden er nonprofit. Den har intet at gøre med partiet. Så behøver du ikke at registrere noget som helst ved retten for revision, siger han.



* Hvem er "Alyona Makarova"?



Kvindens rigtige identitet er et mysterium. FPÖ hævder, at hun først skabte kontakten med Gudenus flere måneder før optagelsen.



Kvinden sagde angiveligt, at hun ville købe nogle jagtgrunde fra Gudenus for fem gange deres egentlige værdi.



Hun viste derefter interesse i yderligere investeringer i Østrig og opbyggede en relation med Gudenus, som ledte til mødet på Ibiza.

Rigmanden Igor Makarov har fortalt den russiske udgave af magasinet Forbes, at han ikke har nogen niecer.

På et tidspunkt i videoen ser Strache ud til at indse, at han er blevet sat op. Han siger, at kvindens tånegle er for beskidte til at tilhøre en rig, russisk kvindes.



Men Gudenus forsikrer ham, at der ikke er tale om en fælde.



* Hvor kom videoen fra?

Som så meget andet ved historien er det usikkert, hvor videoen stammer fra.



Journalisterne fra Süddeutsche Zeitung og Der Spiegel har ikke villet afsløre deres kilder.

Rusland har afvist at have noget at gøre med videoen.



Kilde: AFP.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

16. SEP 2019 • 18:46 FOR ABONNENTER

Cirkus til fordel for soldaterfamilier

16. SEP 2019 • 17:35 FOR ABONNENTER

Åbningstalen: En hyldest til de kulturfrivillige

16. SEP 2019 • 16:10

Tankstationer har hævet prisen

Mest læste

15. SEP 2019 • 19:58SPORT

BHS-Almeborg tager historisk sejr

15. SEP 2019 • 13:16 FOR ABONNENTER

I dag kører han sit sidste løb

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager