25. APR 2019 • 12:40UDLAND

Den 76-årige Joe Biden er præsidentkandidat

Den 76-årige Joe Biden, som to gange tidligere har søgt at blive nomineret til præsident, indleder valgkamp.

USAs tidligere vicepræsident Joe Biden har meddelt, at han er præsidentkandidat i det demokratiske parti og indleder sin valgkampagne.

Den 76-årige Biden, som to gange tidligere har søgt at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat, var vicepræsident under Barack Obama fra 2009 til 2017.

Inden da havde han en flere årtier lang karriere i Kongressen.

- De grundlæggende værdier i denne nation... Vores internationale position... Selve vort demokrati... Alt, det, som har skabt USA... Amerika... er på spil. Derfor meddeler jeg i dag, at jeg er kandidat til posten som USAs præsident, skriver Biden på Twitter.



Biden har sagt, at han vil føre valgkamp som en "Obama-Biden demokrat", som er lige så pragmatisk som progressiv.



Hans egen opvækst i en arbejderfamilie har gjort ham populær i arbejderkredse.



Han siger, at han vil rette sin kampagne mod den hvide arbejderklasse og de yngre mere sammensatte vælgergrupper, som støttede Obama massivt.



Biden ligger foran 19 andre præsidentkandidater i det demokratiske parti, viste en Reuters/Ipsos meningsmåling tidligere i denne uge.



Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger udarbejdet af Real Clear Politics, viser, at Biden har omkring 29 procent af de demokratiske vælgere i ryggen og et forspring på knap seks procentpoint over for senator Bernie Sanders, mens de øvrige kandidater indtil videre ikke synes at have mange chancer.

Biden - senatoren fra Delaware - blev første gang valgt ind i Kongresen i 1972.

I 1987 trak han sig som præsidentkandidat, da det blev afsløret, at en del af en tale, som han holdt, var kopieret fra den britiske Labour-leder Neil Kinnock.

I 2008 gjorde Biden et nyt forsøg, men han var chanceløs mod Barack Obama og endte i stedet som dennes vicepræsident.

Biden mistede i 2016 sin søn Beau, som døde af kræft.



Præsidentvalget finder sted i november næste år. Det anses som meget sandsynligt, at republikaneren Donald Trump vil forsøge at blive genvalgt som præsident.

Blandt de demokratiske udfordrere til præsidentposten er nu 20 personer. Blandt dem er seks kvinder, fem farvede politikere og en demokrat, der tilhører et seksuelt mindretal.

/ritzau/Reuters

Mest læste