16. APR 2019 • 03:08UDLAND

Mexicanske myndigheder finder 45 lig i hemmelige massegrave

Et anonymt tip har ledt politiet i Mexico på sporet af massegrave. Senest i delstaterne Sonora og Jalisco.

Mexicanske myndigheder har fundet 45 lig fordelt i to hemmelige massegrave i den nordlige stat Sonora og i udkanten af staten Jalisco.

Det oplyser statsanklageren i Sonora ifølge nyhedsbureauet AP.

30 af ligene var gravet ned på en mark nær byen Cajeme i Sonora. Yderligere 15 personer er fundet begravet under fundamentet til et flerfamiliehus i Guadalajara cirka 1200 kilometer fra Sonora.



Retsmedicinere er sendt af sted til begge områder for at klarlægge de nærmere omstændigheder. Ligene er endnu ikke identificeret.



Anklagemyndigheden i Jalisco oplyser, at det var et anonymt tip, der ledte politiet på sporet af massegraven i Guadalajara.

Det tog herefter en uge af finde frem til ligene af en kvinde og 14 mænd. Politiet formoder, at ligene har ligget begravet under huset i flere uger.



Hemmelige massegrave er ofte blevet brugt af narkokarteller i Mexico, der ønsker at gemme ligene af henrettede rivaler eller bortførte ofre af vejen.

Myndighederne i Mexico har de seneste år fundet frem til flere hundrede af disse massegrave. Siden 2006 har kampe mellem Mexicos narkokarteller kostet over 200.000 mennesker livet.

Jalisco er blandt de mest voldsplagede områder i Mexico. Hovedstaden Guadalajara er landets næststørste by målt på antal indbyggere.



Siden marts 2017, da en intern magtkamp brød ud i en Jaliscos mest brutale kriminelle grupperinger, har antallet af drab i byen været så højt, at det har overgået lighusenes kapacitet.



I slutningen af september 2018 blev der i en kølevogn i Guadalajara fundet ligrester af 278 drabsofre. Måneden efter blev rester af mindst 19 personer fundet i Jalisco.



Ifølge Mexicos nationale menneskerettighedskommission er der siden 2007 fundet næsten 4000 uidentificerede lig i massegrave. Det skriver nyhedsbureauet AFP.



/ritzau/

20. APR 2019 • 11:48 FOR ABONNENTER

Aa Kirke funklede ved genåbningen

20. APR 2019 • 10:01 FOR ABONNENTER

Pinds perspektiv: De små samfunds storhedstid

Mest læste

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag

16. APR 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Europamesteren vendte hjem til Bornholm