17. FEB 2019 • 14:35UDLAND

Syriens Assad advarer USA-støtter: Stol ikke på amerikanerne

Grupper, der er afhængige af USAs hjælp, skal ikke regne med amerikanerne fremover, mener Syriens præsident.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, advarer søndag grupper, der "satser på" USA, om, at de ikke skal regne med amerikansk støtte i fremtiden.

Han nævner ikke nogen navne på grupperne. Ifølge nyhedsbureauet Reuters refererer han dog blandt andre til de USA-støttede kurdiske kæmpere.

- Amerikanerne putter jer i deres lommer, så I kan blive brugt i byttehandler. Og de er allerede gået i gang, siger Assad.

- Ingen kommer til at beskytte jer bortset fra jeres eget land, siger han.

Den kurdiske milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der er støttet af amerikanerne, er i øjeblikket i sidste fase af en storstilet offensiv mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien.



IS er allerede kæmpet langt tilbage, og kun få af gruppens krigere er tilbage. De skjuler sig i den lille landsby Baghouz i det østlige Syrien.

USAs præsident, Donald Trump, har meddelt, at han vil trække USA ud af Syrien, "når kalifatet (IS, red.) er 100 procent besejret".

De amerikanske tropper har længe forsynet SDF med våben og hjulpet dem med kamptræning. SDF er ledet af den kurdiske YPG-milits, som er USAs primære partner i kampen mod IS.

USAs bebudede exit har dog udløst spørgsmål om de kurdiske allieredes sikkerhed. De er nemlig truet af angreb fra Tyrkiet.

Tyrkiet hævder, at YPG arbejder sammen med den tyrkisk-kurdiske organisation PKK, der regnes som en terrororganisation. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, omtaler derfor YPGs kæmpere som "terrorister".

Rusland, der støtter Assad-styret, har søndag opfordret kurderne til at gå i dialog med præsident Bashar al-Assad for at undgå en konflikt med Tyrkiet.

Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar, understregede søndag på en stor igangværende sikkerhedskonference i München, at Tyrkiet anser YPG for at være en "terroristgruppe".

/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

24. MAJ 2019 • 17:53 FOR ABONNENTER

Designere: Nexø bobler og vi er en del af det

24. MAJ 2019 • 16:50 FOR ABONNENTER

Tilbageflyttere åbner butik og café

24. MAJ 2019 • 15:23 FOR ABONNENTER

Partier: Selvfølgelig skal Bornholm kompenseres

24. MAJ 2019 • 15:12 FOR ABONNENTER

Stort flertal vil have staten til at punge ud til Bornholm

24. MAJ 2019 • 14:58 FOR ABONNENTER

Udsigt til voldsom trængsel i de bornholmske alper

Mest læste