22. JAN 2019 • 16:31UDLAND

Danske film misser finalefeltet til oscaruddeling

"Den Skyldige" klarede sig ikke gennem nåleøjet i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Den danske thriller "Den Skyldige" er ikke en del af feltet, når der 24. februar uddeles oscarstatuetter i Hollywood.

Filmen med Jakob Cedergren i hovedrollen var på en liste på ni film, der kunnes nomineres i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Men akademiet bag oscaruddelingen valgte i stedet tyske "Never Look Away", polske "Cold War", mexicanske "Roma", japanske "Shoplifters" og libanesiske "Capernaum".



Den danske thriller er den 31-årige svenskfødte Gustav Möllers debut som spillefilmsinstruktør, og filmen har solgt mere end 140.000 billetter i Danmark.



Filmen foregår i realtid en nat på en dansk alarmcentral. Jakob Cedergren spiller den altoverskyggende hovedrolle som politibetjenten Asger Holm, der besvarer et 112-opkald fra en bortført kvinde.

Den amerikanske Hollywood-stjerne Jake Gyllenhaal har sammen med produktionsselskabet Bold Film sikret sig rettighederne til at genindspille "Den skyldige" i en amerikansk version, hvor Gyllenhaal selv skal spille hovedrollen.



Også i dokumentarkategorien var der mulighed for dansk islæt blandt de nominerede. Det drejer sig om "Olegs Krig"af danske Simon Lereng Wilmont.

Men også her var det fem andre film, der overbeviste akademiet.



"Olegs Krig" handler om den tiårige dreng Oleg, som bor med sin bedstemor i en østukrainsk krigszone, hvor lyden af skudsalver og granater er en del af hverdagen.



Mens Oleg venter på, at krigen slutter, hænger han ud med sin yngre fætter Yarik og den ældre dreng Kostia. De tre taler om at blive rigtige mænd og prøver hinandens grænser af.

Siden verdenspremieren på International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) i 2017 har filmen indkasseret 25 festivalpriser.

Til gengæld var der held i sprøjten for to datterselskaber til det danske produktionsselskab Meta Film.



Filmen "Grænse", der er produceret af Meta Films svenske datterselskab og har danske Nina Bisgaard som producer, er nomineret for bedste makeup og hårstyling.

Samtidig er det Meta Films engelske datterselskab, som står bag filmen "The Wife", hvor Glenn Close er nomineret til bedste skuespillerinde i en hovedrolle.

Tre danske film har gennem tiden vundet en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

I 1988 vandt Gabriel Axels "Babettes gæstebud", og året efter var det Bille Augusts "Pelle Erobreren", der løb med den prestigefyldte oscarstatuette.

Susanne Bier fuldendte det danske oscarhattrick med filmen "Hævnen", som vandt i 2011.

Desuden er fire danske kortfilm og en kort animationsfilm løbet med en Oscar.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

19. JUL 2019 • 05:47

Bia-Lid bliver privatbolig

18. JUL 2019 • 19:55 FOR ABONNENTER

Nu kører toget: Kulturhuset vil købe pakhus

18. JUL 2019 • 18:10

Affaldskaos ved strand afværget

Mest læste