10. JAN 2019 • 12:59UDLAND

Rumænsk minister i forsvar: Mange andre lande er korrupte

Folk retter kritikken mod Rumænien, men korruption er et udbredt problem, mener udenrigsminister.

Rumæniens korruptionsjæger har forladt sin post på grund af et "fjendtligt" arbejdsmiljø, og EU-Kommissionen retter kritik af landet, hvis regering foreslår amnesti til korrupte politikere for at skabe plads i fængslerne.

Men korruption er ikke et problem særligt for Rumænien.



Sådan lyder det fra landets udenrigsminister, Teodor Melescanu, som besvarer kritik, efter at landet fra årsskiftet har overtaget formandskabet i EU.

- Problemer med korruption og retsstaten er ikke begrænset til nogle få lande, siger Teodor Melescanu til en gruppe EU-journalister på besøg i Bukarest.



En af EU-Kommissionens næstformænd har for nylig påpeget, at Rumænien ikke lever op til retsstatens principper. Der køres officielt sager om relaterede udfordringer i Ungarn og Polen.

Den rumænske udenrigsminister mener tværtimod, at Rumænien er et af de lande, der forsøger at fremme retsstatens principper.



- Og det er ikke, fordi andre siger, at vi skal. Rumænien tager bekæmpelsen af korruption meget seriøst, siger ministeren.

Når det gælder processen mod EU-lande, som ikke lever op til de fælles værdier, vil han dog ikke love, at Rumænien vil svinge taktstokken med fast hånd:



- Det afhænger af de andre landes holdninger. Hvad ønsker de? Hvordan vil de gå frem?



Formandskabet har været akkompagneret af uro. Kort inden årsskiftet luftede formanden for Europa-Kommissionen sin tvivl, om Rumænien overhovedet er klar til at lede samarbejdet.

For blot to måneder siden forlod Victor Negrescu posten som EU-minister, som er en central og vigtig post under et formandskab.



Udenrigsministeren sagde for nylig til BBC, at man overvejer at give amnesti til korrupte politikere. På den måde kan man, foreslog ministeren, på alternativ vis løse et problem med overfyldte fængsler.



Tidligere i denne uge forlod Anca Jurma posten som midlertidig leder af landets antikorruptionskontor.



Jurma kunne ikke arbejde under de givne forhold, og hun havde overtaget posten, efter at Laura Codruta Kövesi var blevet fjernet fra jobbet sidste sommer.

Den politiske virkelighed i Rumænien er kompliceret. Den magtfulde formand for det socialistiske parti, Liviu Dragnea, trækker i trådene i regeringen.



Dragnea må ikke have premierministerposten. Han blev i 2016 dømt for valgsnyd. I juni 2018 blev han idømt tre et halvt års fængsel for diverse lovovertrædelser forbundet med sit embede. Han har anket dommen.

- I demokratiske lande er alle uskyldige, indtil de er dømt. Enhver person - selv en politiker - har ret til at søge juridisk at bevise, at han er uskyldig, siger Melescanu.



Rumænien blev medlem af EU i 2007. Det er første gang, at landet har formandsposten i unionen.

/ritzau/

Mest læste