10. JUL 2018 • 19:18UDLAND

Brite udsat for nervegiften Novichok er ved bevidsthed

Et britisk par blev i slutningen af juni udsat for nervegiften Novichok. En mand er nu i bedring.

En 45-årig britisk mand er i bedring og kommet til bevidsthed igen, efter at han for mere end en uge siden blev udsat for giften Novichok.



Det oplyser hospitalet, som behandler manden, der er fra byen Amesbury nær Salisbury i det sydlige England. Han blev indlagt i slutningen af juni, da han blev udsat for den russiske nervegift.



- Vi har set en lille, men betydelig forbedring i Charlie Rowleys tilstand. Han er i en kritisk, men stabil tilstand, og han er nu ved bevidsthed, lyder det fra hospitalet i en meddelelse:

- Selv om det er gode nyheder, er han ikke uden for fare endnu. Charlie er stadig meget dårlig, og vi vil fortsat have brug for specialister her på Salisbury District Hospital døgnet rundt.



Briten blev indlagt på hospitalet sammen med sin 44-årige kvindelige partner. Søndag blev det oplyst, at hun var afgået ved døden efter at være udsat for giften.

Parret faldt efter hinanden om den 30. juni i mandens hjem.



Politiet troede først, at parret havde indtaget ulovlige stoffer, men på grund af deres symptomer foretog man yderligere undersøgelser, og de bekræftede, at de blev udsat for Novichok.

Novichok, der blev udviklet under den kolde krig af Sovjetunionen, var det middel, der blev brugt til attentatet på Sergej og Julia Skripal i Salisbury 4. marts.

Storbritannien har hele tiden peget på Rusland som den skyldige, da Sergej Skripal var tidligere russisk dobbeltagent, der spionerede for England. Han kom til England som led i en udveksling af spioner.

Britisk politi arbejder ud fra en tese om, at parret, der blev forgiftet i Amesbury, er kommet i kontakt med efterladenskaber fra attentatet mod Sergej og Julia Skripal, der begge overlevede.

Myndigheder har advaret beboere i Salisbury og Amesbury om, at de ikke skal samle nogle fremmede genstande op, som kan indeholde væsker eller gelé.



/ritzau/AFP

15. DEC 2018 • 16:51 FOR ABONNENTER

Der var ikke plads til alle ved konkurssalg

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort