20. MAJ 2018 • 20:29UDLAND

Trump kræver undersøgelse af påstået FBI-overvågning

Trump vil have undersøgt, om eventuel overvågning blev iværksat "af folk inden for Obama-administrationen"

USAs præsident, Donald Trump, kræver, at det amerikanske justitsministerium undersøger, om forbundspolitiet FBI eller ministeriet selv infiltrerede eller overvågede hans valgkampagne for politiske formål.

Det meddeler præsidenten på Twitter.

Han skriver, at anmodningen vil blive officielt fremsat mandag, og at han vil have undersøgt, om eventuelle forespørgsler eller krav på overvågning eller infiltrering blev foretaget "af folk inden for Obama-administrationen".

Trumps påstande om, at FBI har spioneret mod ham under valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, kom første gang frem fredag.

Her antydede han på Twitter, at FBI rekrutterede en meddeler eller plantede en muldvarp på hans kampagnehold.



- Hvis det er sandt - den største politiske skandale nogensinde!, skrev præsidenten fredag på Twitter.



Den tidligere New York-borgmester Rudolph Giuliani, som i dag er en af Trumps advokater, var hurtigt ude for at lægge en dæmper på den opsigtsvækkende melding.

- Jeg ved ikke med sikkerhed, og det gør præsidenten heller ikke, om der virkelig har været en, sagde Giuliani til tv-stationen CNN.

Hverken Trump eller Giuliani fremlagde beviser eller indikationer på, at myndigheder skulle have blandet sig under valgkampen.



I forbindelse med særlig anklager Robert Muellers efterforskning af mulige forbindelser mellem Trumps kampagne og Rusland har Trumps folk påstået, at ansatte i justitsministeriet forsøger at undergrave hans styre.

Trump har nægtet, at han skulle have indgået hemmelige aftaler med russerne. Senest i en lang række tweets søndag, hvor han igen betegner Muellers undersøgelse som en "heksejagt".

Rusland har også afvist alle anklager om indblanding.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

22. JUN 2018 • 06:19 FOR ABONNENTER

Nyt ambitiøst program: Iværksættere kan få superkræfter

21. JUN 2018 • 21:15 FOR ABONNENTER

Leder: Så er det op på cyklen, Bornholm

21. JUN 2018 • 20:33

Sankthans i Østerlars er reddet

Mest læste