17. NOV 2017 • 20:45UDLAND

Fire dræbt i Storbritannien efter at fly og helikopter fløj sammen

Et fly og en helikopter stødte fredag ind i hinanden i Storbritannien. Fire personer omkom i ulykken.

Fire personer har mistet livet, efter at et mindre fly med plads til to og en helikopter stødte sammen i luften over Buckinghamshire fredag ved middagstid.

Det bekræfter politiet i Thames Valley, skriver BBC på Twitter.



Et større redningshold blev sendt til ulykkesstedet, og opgaven var "at redde liv", forlød det tidligere på dagen.



Ulykken skete nær Waddesdon Manor, som er en turistattraktion i Storbritannien. Bygningen har blandt andet været brugt som kulisse i film som "The Queen" og de populære tv-serier "Sherlock" og "The Crown".

Begge luftfartøjer er fra Wycombe Air Park, der også er kendt som Booker Airfield, skriver BBC. Her kan man lære at flyve.

Det er uklart, hvor mange der var om bord.



/ritzau/

Mest læste