14. NOV 2017 • 03:46UDLAND

Trumps søn skrev med WikiLeaks under præsidentvalgkamp

En række beskeder mellem præsident Trumps ældste søn og WikiLeaks er blevet frigivet mandag.

Donald Trump Jr., den ældste søn af USAs præsident, Donald Trump, skrev beskeder med personer fra hjemmesiden WikiLeaks under sidste års præsidentvalgkamp i USA.

Mediet The Atlantic skrev historien mandag aften amerikansk tid, og senere offentliggjorde Donald Trump Jr. selv beskederne på Twitter.

Der er tale om beskeder, der i sin tid blev sendt direkte på Twitter mellem Donald Trump Jr. og WikiLeaks twitterkonto. Almindelige brugere kunne med andre ord ikke se dem.



Her beder WikiLeaks Trump Jr. om at sprede læk fra hjemmesiden. Der bliver også spurgt, om ikke han kan få fat i sin fars skattepapirer og give dem til WikiLeaks.

Tre gange svarer Trump Jr. på beskeder fra WikiLeaks, hvis man skal tro den korrespondance, han har offentliggjort.

På et tidspunkt spørger han, om rygterne om en kommende lækage er sande.



WikiLeaks offentliggjorde stjålne mails fra toppersoner hos Demokraterne under valgkampen i 2016.

Demokrater reagerede efter historien med beskyldninger mod Trump Jr. og Trump-lejren generelt.

- Dette demonstrerer igen villigheden fra højtstående personer i Trump-lejren til at tage imod hjælp fra udlandet, siger det demokratiske kongresmedlem Adam Schiff.



Den demokratiske senator Richard Blumenthal siger, at Senatets udvalg, som efterforsker mulig russisk indblanding i valget, bør få udleveret dokumenterne.

Trump Jr. nedtoner episoden. Han beskylder en af udvalgene for at lække beskederne til pressen.



- Her er alle beskederne til WikiLeaks (med mine tre sindsoprivende svar), som en af udvalgene i Kongressen har valgt at lække. Hvor ironisk!, skrev han mandag aften i et tweet.



Beskederne er allerede udleveret til de udvalg, der efterforsker, om Trumps lejr samarbejdede med Rusland under præsidentvalget.



/ritzau/AP

Mest læste