19. APR 2017 • 14:26UDLAND

Russiske agenter dræber to mænd før formodet angreb

To mænd fra Centralasien er blevet skudt og dræbt af FSB-officerer, oplyser sikkerhedstjenesten.

To mænd, som var mistænkt for at planlægge et angreb i Rusland, er blevet skudt og dræbt, oplyser sikkerhedstjenesten FSB til flere nyhedsbureauer i Moskva.



De to mænd var begge fra Centralasien og blev mistænkt for at have planer om et selvmordsangreb under en politioperation i regionen Vladimir øst for Moskva.

- Som følge af sammenstød under anholdsesforsøg blev to statsborgere fra en centralasiatisk stat neutraliseret af FSB-officerer, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.

I en erklæring fra sikkerhedstjenesten hedder det, at de to mænd "var i kontakt med personer, som rekrutterer folk til terrororganisationer".

De dræbte var unge - født i1991 og i 1987. De blev begge dræbt under en skudveksling, efter at de med vold havde forsøgt at modsætte sig en anholdelse.

FSB fandt under en razzia på stedet "komponenter til fremstilling af sprængstoffer, et AK-74 automatgevær, en Makarov pistol og ammunition".

De russiske myndigheder havde kort tid før drabene på de to mistænkte meddelt, at en anholdt mand har tilstået delvist at have hjulpet en mand, der sprængte en bombe i Sankt Petersborgs metro den 3. april, hvor 14 mennesker blev dræbt.

Den anholdte tilstår kun at have medvirket, men afviser at han skulle have været direkte involveret.



Ifølge BBC er den anholdte en 27-årig mand fra Centralasien.

Han er den niende personen som er anholdt i forbindelse med angrebet i Sankt Petersborg 3. april.

Det var den 22-årige russer Akbarjon Djalilov, der sprængte en bombe i Sankt Petersborg.



Djalilov blev født i Usbekistan, hvor fattigdom, korruption og politisk undertrykkelse har fået unge mænd til at melde sig til militante jihadistgrupper.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste