12. AUG 2019 • 22:47SPORT

Regionalliga-hold falder med ære mod Bayern München

Robert Lewandowski blev dobbelt målscorer, da Bayern München slog Energie Cottbus 3-1 i DFB Pokal.

Den tyske storklub Bayern München har indledt jagten på endnu en tysk pokaltitel.

De forsvarende pokalvindere vandt helt forventeligt ude over Energie Cottbus mandag aften i første runde af DFB Pokal.

Hjemmeholdet fik dog noget at glæde sig over i tillægstiden, da Berkan Taz reducerede til slutresultatet 1-3 på et straffespark.



Energie Cottbus var i 00erne jævnligt en del af Bundesligaen, hvor holdet spillede i perioderne 2000-2003 og 2006-2009.

Siden begyndte en nedtur, som klubben endnu ikke har fået vendt. Derfor spiller Cottbus i dag i Regionalliga Nordøst, der er fjerdehøjeste liganiveau i tysk fodbold.

Det forhindrede dog ikke den undertippede klub med hjem nær den polske grænse i at yde hård modstand mod mægtige Bayern München.

Det lykkedes for Cottbus at holde stand i en halv time, før Robert Lewandowski bragte Bayern i front. Opdækningen af Kingsley Coman svigtede, og efter en flot refleksredning af Cottbus-keeper Lennart Moser var den målfarlige polak over returbolden.

I det hele taget stod den 19-årige Cottbus-målmand en god kamp. Han vil formentlig alligevel ærgre sig over 2-0-målet 20 minutter inde i anden halvleg. På en god dag havde han reddet Kingsley Comans hårde afslutning.

Målmanden var prisgivet, da Robert Lewandowski fem minutter før tid øgede føringen, da han rettede et skud af.

Siden fik størstedelen af det fyldte stadion noget at glæde sig over, med hjemmeholdets sene reducering.



Tidligere mandag havde Wolfsburg store problemer med at slå Hallescher fra 3. Bundesligaen. Efter 3-3 i den ordinære spilletid lykkedes det dog Wolfsburg at sikre avancement med to mål i den forlængede spilletid.



/ritzau/

Mest læste