10. JUL 2019 • 16:24SPORT

Brite sender frustreret Holger Rune ud af Wimbledon

Den topseedede dansker missede kvartfinalen i Wimbledons juniorrække med nederlag i to sæt til lokal helt.

Det danske tennistalent Holger Rune vinder ikke to grand slam-titler i træk, efter at han onsdag eftermiddag tabte i tredje runde i Wimbledons juniorrække.

Den 16-årige dansker, der var topseedet på Wimbledons græs, tabte 4-6, 5-7 til briten Anton Matusevich.

Tidligere på sommeren vandt Holger Rune French Open i Paris. Og i sidste uge slog Holger Rune ellers netop Matusevich i en opvarmningsturnering til Wimbledon.

Men onsdag fik briten revanche mod en ganske frustreret dansker. Efter kampen havde Holger Rune svært ved at holde tårerne tilbage.

- Det er svært at vinde, når man spiller ti procent af det, man kan. Jeg missede grundslag og returneringer.



- Jeg var der ikke fra start. Det er utrolig svært at stå til en grand slam og spille så sindssygt meget under niveau. Det er svært, siger han til TV2 Sport.

Holger Rune blev brudt til 3-4 i første sæt, og Matusevich servede sættet hjem ved stillingen 5-4.



Sættet blev afgjort, da Holger Rune slog en forhånd for langt, og danskeren så en anelse frustreret ud efter sit første sættab i turneringen.

Holger Rune blev brudt med det samme i andet sæts første parti. Danskeren fik godt nok brudt tilbage til 2-2, men efterfølgende tabte Holger Rune igen et serveparti.

Danskeren reddede tre matchbolde på stribe, da han servede ved 3-5, og han tvang dermed Matusevich til at serve kampen hjem.



Det gik ikke så godt for briten, der indledte partiet med to dobbeltfejl. Og det medvirkede til, at Holger Rune kom på 5-5.



Men serven fungerede ikke optimalt for danskeren, som igen blev brudt lige efter. Og Matusevich svigtede ikke, da han for anden gang kunne serve sejren hjem. Med et servees blev Holger Rune sendt ud.



I kvartfinalen kunne Holger Rune - havde han vundet - have mødt den ottendeseedede japaner Shintaro Mochizuki, som er danskerens doublemakker i Wimbledon.

Den dansk/japanske duo er fortsat med i double, og derfor er Holger Rune ikke færdig i Wimbledon endnu.



/ritzau/

19. OKT 2019 • 09:30

Preben Mortensen er død

19. OKT 2019 • 08:01 FOR ABONNENTER

'Det er sejt at hjælpe andre'

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet